Film

Hadsund legede galla, da Bond kom til byen

Festklædt biografpublikum blev budt velkommen af årets borger som James Bond himself

HADSUND:Det var noget mere end bare en aften i biffen, da Hadsund Bio i aftes havde inviteret til gallapremiere på den nye James Bond-film "Die Another Day". Og det skyldes ikke bare, at der vankede boblevin til biografgængerne, næh selveste James Bond iført Bond-babes og bodyguards var mødt op for at byde velkommen og introducere filmen. Først blev James Bond dog selv budt velkommen af biografdirektør Lizzi Hvilsted, der havde trukket på sine kontakter til årets-borger-lauget og de lokale "kulturmadammer", da hun skulle besætte rollerne til aftenens gimmick. Og var det ikke den rigtige Bond, der mødte op, så var det årets borger 2002, Jess Laursen, der udfyldte rollen vartet op af Miss Jinx og Miss Miranda Frost, som kulturmadammerne Marianne Folkersen og Anne Ritman lagde kroppe til. Trekløveret blev bragt til stedet i en lille rap Bond-bil ført af bilforhandler Palle Høj og eskorteret ind i biografen af et udsnit af bowler- og medaljeprydede årets borgere. Jess Bond fik sin dry martini - shaken not stirred - entrede biografens scene, hvor han måtte have sine bodyguards til at klare et lille intermezzo med sine babes, inden han kunne byde velkommen til publikum, hvoraf en god del havde fulgt opfordringen til at møde festklædte. Den lokale 007 fyldte i går 47 år, og det viste sig ved, at han havde lagt sin karakter tættest op af den efterhånden temmelig forhenværende Bond, Sean Connery. Forstudierne til at udfylde den rolle har i øvrigt omfattet et besøg ved Sean Connerys luksusvilla på den spanske solkyst, så det ... Et opkald - tilsyneladende fra Q - afsluttede løjerne, sådan at man kunne komme videre til det gallaaftenen også handlede om, nemlig selve filmen. Lizzi Hvilsted glædede sig over, at publikum legede med på idéen, og beklagede kun, at hun havde måttet sige nej til de mange, der forgæves havde forsøgt at få billet til forestillingen, der på forhånd var solgt til en række lokale virksomheder og i øvrigt også Hadsund Kommunes byråd.