Hadsund-roer er klar til OL

Guldfireren med Thor Kristensen i VM-finale i bedste tid

MILANO: For første gang i Hadsund Roklubs historie har man fået et af sine medlemmer udtaget til De Olympiske Lege. Thor Kristensen, ene jyde i den danske letvægts guldfirer, kan allerede nu begynde at indstille sig på at være blandt de aktive ved OL i Athen næste år, efter at båden i går kvalificerede sig til A-finalen ved VM i Milano i Italien i bedste tid. Finale-deltagelsen udløste nemlig OL-billetter til Eskild Ebbesen, Thomas Ebert, Stephan Mølvig og Thor Kristensen, men inden VM-finalen søndag formiddag - som kan følges direkte i tv - er der dog behersket, dansk optimisme. Eskild Ebbesen, som har siddet i guldfireren i samtlige dens 10 succesrige år, sagde: - Ror vi finalen, som vi gjorde i dag, så vinder Italien på søndag. Der er mere i dem. To gange i årets World Cup har Italien passeret den danske båd, men denne gang bed danskerne tænderne sammen og hentede to sekunder i spurten. - Der var ingen tvivl om, at italienerne ville bruge semifinalen til at vise os, hvem der bliver verdensmestre i år. Jeg tror, det var derfor, de lagde så hårdt ud, men det kostede så også til sidst, sagde Eskild Ebbesen. Også Hadsund Roklubs anden VM-deltager, Lise Kronborg, vil tone frem på tv-skærmen søndag formiddag, når der ros VM-finaler. Hun sidder nemlig i den danske letvægts dobbeltfirer, som via en andenplads i sin semifinale onsdag, og i fjerdebedste tid, skaffede sig i A-finale. Men denne bådtype er ikke olympisk. Ellers var der mere krise end glæde i den danske ro-lejr i Milano, da det torsdag kun lykkedes guldfireren at kvalificere sig til VM-finalen og dermed klare kvalifikationskravet til OL i Athen. Team Danmark har støttet Dansk Forening for Rosport med knap ni millioner kroner i år, og forventningerne fra alle sider var fem danske både i finalerne. Finalekvalifikationen kiksede for begge letvægtsdobbeltscullere, for Bagsværd-klubbåden tung firer og for sidste års VM-sølvvindere i damedobbeltfireren. - Det har været en træls dag set med danske øjne. Vi er skuffede. Det var ikke, hvad vi havde forventet at komme hjem med, sagde sportschef Lars Christensen fra Dansk Forening for Rosport. - Vi vidste efter lodtrækningen til semifinalerne, at især letvægtsdobbeltscullerne ville få det svært, og damedobbeltfireren manglede det sidste held i spurten, hvor den var tæt på at tage tredjepladsen, der ville have rakt til en finale. Men vi kunne ikke have forberedt os anderledes. Begge træningslejre er gået godt, sagde Lars Christensen. Muligheden for OL-kvalifikation er dog ikke udtømte for de uheldige, danske både. I letvægtsdobbeltsculler kan Mads Rasmussen og Rasmus Quist sikre sig direkte OL-kvalifikation, hvis de vinder fredagens B-finale. På kvindesiden i letvægtsdobbeltsculler skal Juliane Elander og Johanne Daugaard Thomsen mindst blive nummer tre i deres B-finale for at opfylde det internationale OL-krav, og derudover mindst slutte i top fire ved en World Cup i foråret. Damedobbeltfireren og herrernes tunge firer skal slutte i top-fem i deres B-finaler for at indløse olympisk billet, og endelig har alle olympiske bådtyper mulighed for, uanset tidligere resultater, at stille op til en World Cup i juli, hvor der afhængig af bådtypen er fra to til fire olympiske pladser at kæmpe om. /mingo & ritzau/