Hadsund Skole vil ikke gå på kompromis med fagligheden

Skoleinspektør Jan Michno glæder sig over gennemsnit og er fortrøstningsfuld på trods af ændringer i skolesystemet

HADSUND:Hadsund Skole ligger flot placeret på listen med karaktergennemsnittet fra Folkeskolens afgangseksamen, og skoleinspektør Jan Michno tøver ikke længe, da NORDJYSKE spørger, hvorfor det forholder sig sådan. - Grunden er, at vi vægter det faglige meget højt, og det er en af styrkerne ved en stor skole, siger skoleinspektøren. Han forklarer, at lærerne har mange klasser til samme fag og mange lærere at støtte sig til og lade sig inspirere af. Dét, mener han, er en væsentlig årsag til den flotte placering, hvilket egentlig ikke forbavser ham. - Vi har længe haft fokus på det faglige, siger han og understreger, at Hadsund Skole ikke har gået på kompromis med fagligheden. Til næste skoleår skal skolen indføre en ressourcestyringsmodel, hvilket blandt andet betyder, at det bliver rokeret om på lærerne, og det kan få en betydning for undervisningen. Jan Michno forklarer, at modellen indebærer, at det i fremtiden kan blive svært for samme lærer at undervise eksempelvis både en 1. klasse og en 9. klasse. Det skyldes, at eleverne efter klassetrin skal deles i tre afdelinger, og at lærerne skal undervise i teams inden for de forskellige afdelinger. Ifølge skoleinspektøren er styrken, at lærerne får flere timer med de samme børn, og dermed lærer de børnene bedre at kende og omvendt. Svagheden er, at lærerne nødvendigvis ikke kommer til at undervise i de fag, som de er stærkest i. - Men på den anden side kommer lærerne til at arbejde tættere sammen og kan hjælpe hinanden. Han er derfor rimelig fortrøstningsfuld, og han tror ikke, at ressourcestyringsmodellen får en negativ indvirkning på indlæringen og karaktererne. - Det bliver en udfordring for lærerne. De kommer til at skulle tænke anderledes, men de bliver ikke så meget alene om undervisningen. I de kommende måneder skal skolen få kabalen med lærerne til at gå op, og Jan Michno forklarer, at øvelsen går ud på at sikre overbygningen, fordi det er der, hvor eleverne skal op til prøve. Udvikling er vigtig Selv om skoleinspektøren er stolt af karaktergennemsnittet, mener han ikke, at forældrene bruger det som argument for, at deres børn netop skal gå på Hadsund Skole. - Skolen er andet end undervisning. Vi er med til bidrage til en persons udvikling, og det er ikke noget, som man kan måle på. Jan Michno siger i den forbindelse, at han selv synes, at én af de største ubehagligheder er, når børn kommer i klemme i forhold til andre børn, og hvor det virkeligt går ondt på nogen. - Hvis eleverne ikke har det godt, så lærer de heller ikke noget, siger han og mener, at børns velbefindende og fagligheden går hånd i hånd med hinanden.