Hadsund

Hadsunds unge må se langt efter 200.000 kroner

Det bliver nok ikke i nærmeste fremtid, at Hadsunds ungdomsråd får musikinstrumenter og øvelokale

Næst­for­mand i fri­tids- og kul­tur­ud­val­get Ron­ny Thom­sen (S) fik for­kla­ret sa­gen af (fra ven­stre) Fre­de­rik Rix Jen­sen og An­dre­as Bug­ge Ting­gaard fra U-Crew.Foto: Bent Bach

Næst­for­mand i fri­tids- og kul­tur­ud­val­get Ron­ny Thom­sen (S) fik for­kla­ret sa­gen af (fra ven­stre) Fre­de­rik Rix Jen­sen og An­dre­as Bug­ge Ting­gaard fra U-Crew.Foto: Bent Bach

HADSUND:200.000 kroner skulle have hjulpet Hadsunds ungdomsråd U-Crew med at gøre livet lidt sjovere for egnens unge. Men som tingene ser ud nu, bliver der sandsynligvis ikke meget af det. - Vi troede egentlig, at pengene havde ligget klar til os længe. Det gjorde de så ikke, fortæller et ærgerligt U-Crew-medlem, Frederik Rix Jensen. Beløbet skulle blandt andet være brugt til øvelokale for de forskellige bands på egnen. - Det er tit, at manglen på ordentlige faciliteter bliver skyld i, at bands må gå fra hinanden. Det ville vi gerne afhjælpe, forklarer Frederik Rix Jensen. Bundet beløb På foranledning af avisen så næstformand i fritids- og kulturudvalget Ronny Thomsen (S), Hadsund, nærmere på sagen. - Jeg kan se, at der allerede står 125.000 kroner til ungdomsrådet, siger han. De 125.000 kroner kender U-Crew godt til i forvejen. Det er nemlig et helt andet beløb, som er bundet til renovering af et lokale i Hadsund Kulturcenter. Det lokale har de unge imidlertid kun til rådighed på lige fod med andre foreninger. Deres faste klubværelse skal i stedet indrettes i et andet rum i kulturcenteret. Men som det ser ud nu, er der hverken er råd til at hjælpe det lokale musikliv eller til at indrette lokalet. En del af problemet afhjælpes på anden måde: - Kommunen har allerede fundet nogle møbler i eget regi, som ungdomsrådet kan få, lover næstformand Ronny Thomsen. Han erindrer dog ikke, at U-Crew skulle være blevet stillet flere penge i udsigt, og indtil videre lover det ikke godt for de unge. - Vi må se nærmere på sagen, men jeg tror desværre ikke, at de har flere penge i vente i denne omgang, siger han.