Hæder for smuk arkitektur

Sommerhuse i Saltum og Slettestrand samt Blokhus Bæk og Aabybro Skole blev præmieret

Pernille K. Damsgaardog Martin Damgård (foto)
Prisuddelingen foregik på en Jammerbugtens ældre arkitektoniske perler - Bratskov.
30. september 2016 09:47

For femte gang uddelte Jammerbugt Kommune sin arkitekturpris, og denne gang var det sommerlandet, der kom i centrum.

I alt fire projektet blev hædret: Sommerhusene på Havbakkevej 7B i Slettestrand og Karen Maries Vej 31B i Saltum, Aabybro Skole og Blokhus Bæk. De første tre vindere blev præmieret i kategorien nybyggeri og Blokhus Bæk i kategorien anlæg.

- Præmieringen bærer præg af, at vi er en sommer-kommune, sagde Pernille Voss, der er byggesagsbehandler under Team Plan ved Jammerbugt Kommune, inden Mogens Gade holdt sin indledende tale.

- Formålet med prisen er at vise omverden, hvordan der bygges i vores kommune, sagde borgmesteren og fortsatte:

- Prisen skal inspirere til kvalitet, men også vise, at vi går efter forskellen.

Natur og modernisme

Dommerkomitéens arkitekt Mogens Husted Kristensen fra Friis & Moltke i Aarhus gav byggerierne et par bevingede ord med på vejen, mens de ét for ét blev afsløret.

- Sommerhuset på Havbakkevej bliver hædret for den fine indpasning i naturen. Det samme gælder huset på Karen Maries Vej, hvor man med en modernistisk tilgang formår at tage hensyn til landskabet, sagde Mogens Husted Kristensen.

Aabybro Skole blev hædret for sit levende og uformelle udtryk, og at det er en bygning, der formår at samle mange elever under to meget markante tage, lød det i begrundelsen.

Fra kedelig grøft til attraktion

Blokhus Bæk er blevet løftet fra at være en grim grøft til at være et attraktivt aktivitetssted i bymiljøet.

- Bækken er blevet en ressource og en attraktion i byen, sagde Mogens Husted Kristensen.

Ejeren af sommerhuset på Havbakkevej i Slettestrand er glad for den hæder, deres ’glashus’ har fået.

- Vi er jo helt solgt til den udsigt, der er over Jammerbugten fra vores hus. Og da vandet ligger mod nord og solen kommer fra syd, har vi valgt at bygge, ja nærmest et glashus, hvor man kan kigge igennem, sagde Maj-Britt Balle, som bor i Aarhus. Huset er på knap 100 kvm og tegnet af arkitekt Elin Donskov, der også var med til overrækkelsen.

Parret Karen Norup og Odd Pedersen kunne også tage hjem til sommerhuset i Saltum med en plakette.

- Vi har selv tegnet vores hus, og det har taget tre år. Til gengæld har det kun taget et år at bygge det, sagde Odd Pedersen.

17 kandidater

Pernille Voss kunne oplyse, at der i år var indstillet 17 kandidater til prisen, der bliver uddelt hvert andet år. Jammerbugt Kommune vil gerne uddele prisen hvert år, men det er der ikke basis for.

Man kunne søge om prisen i fem kategorier nemlig nybyggeri, renovering af gamle bygninger, til- og ombygninger, energi- og klimarigtig byggeri eller anlæg af høj kvalitet og med arkitektonisk nytænkning. For at kunne deltage skulle byggerierne være opført i perioden august 2014 til august 2016 og være taget i brug før præmieringen fandt sted.

Uddeling af arkitekturprisen skete i forbindelse med Arkitekturens Dag 28. september på Bratskov. Ud over æren modtog vinderen også et diplom samt en plakette.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...