EMNER

Hæder til danske sygeplejersker

To sygeplejersker fik i går den internationale Florence Nightingale Medalje. Den ene for sin årelange indsats i krigsområder og den anden for pionérarbejde på Grønland

KØBENHAVN:Fotografernes blitz-lys fik guldet i smykkeæskerne til at lyne, da sygeplejerskerne Annelise Wendelboe Petersen og Ruth Birgit Lange i går blev hædret med den fornemme internationale Florence Nightingale Medalje. - Mine største helte er sygeplejerskerne, sagde Jørgen Poulsen, generalsekretær for Dansk Røde Kors, der stod for arrangementet i København. Næstformanden i Dansk Sygeplejeråd, Aase Langvad, havde indstillet de to kvinder til medaljen, der uddeles af Internationalt Røde Kors til højst 50 sygeplejersker på verdensplan hvert andet år. Hun kaldte Annelise Wendelboe og Ruth Lange for "ildsjæle" og "pionérer". - Det er godt for os at have faglige idealer, og I er rigtig gode rollemodeller. For nutidens sygeplejersker er Florence Nightingale Medaljen et billede på, hvad sygeplejersker kan opnå ikke kun med viden men også på grund af en sej indsats, lød rosen fra Aase Langvad. De to sygeplejersker tog stolte og lidt generte imod medaljerne. - Jeg er meget beæret, tilstod 57-årige Annelise Wendelboe, der fik medaljen for sin 12 år lange indsats i krigs- og konfliktområder som Afghanistan, Rwanda og Myanmar, som hun forlod kort før Pinse. Hun huskede på, at de lokale afdelinger af Røde Kors og Røde Halvmåne har en stor del af æren, fordi de viderefører arbejdet, når de udsendte hjælpearbejdere forlader landet igen. Også 56-årige Ruth Lange, der blev hædret for sit pionérarbejde indenfor hjemmesygeplejen, sygeplejeuddannelsen og dannelsen af en faglig organisation på Grønland, ønskede at dele æren med andre. - En stor og varm tak nordpå til Grønland for de mange smukke grønlandske idealer, sagde hun. Florence Nightingale Medaljen blev indstiftet i 1912, og Annelise Wendelboe og Ruth Lange er nummer 19 og 20 i rækken af danske modtagere. Læs mere side 2