Fodbold

Hæder til fodboldleder

JBU hædrede Jens Svendsen fra Fremad Nørhalne for hans arbejde for fodbold i flere årtier

Jens Svendsen har i flere årtier ydet en stor frivillig indsats i landsbyklubben Fremad Nørhalne.Foto. Lars Pauli

Jens Svendsen har i flere årtier ydet en stor frivillig indsats i landsbyklubben Fremad Nørhalne.Foto. Lars Pauli

HERNING:Foran flere end 400 fodboldledere fra hele Jylland blev Fremad Nørhalnes Jens Svendsen lørdag hædret for sin indsats som fodboldleder, da JBU havde delegeretmøde i Herning. JBUs afgående formand gennem 19 år, Benny Hansen, overrakte som en af sine sidste handlinger som formand JBU"s Rejselegat til en rørt Jens Svendsen. Legatet gives til en person, der har arbejdet for jysk og dansk fodbold i mere end 30 år. Og 79-årige Jens Svendsen indsats i landsbyklubben Fremad Nørhalne kan ikke overvurderes. - Jens Svendsen har med sine mange års indsats haft samme betydning for Fremad Nørhalne som Per Bjerregaard har for Brøndby IF, siger klubbens formand Henrik Niss og uddyber. - Jens Svendsen har været i foreningen i 50 år og aldrig sagt nej til at hjælpe og altid været loyal overfor foreningen. Formand i tre klubber Jens Svendsen har været fodboldleder i seks årtier og formand for tre fodboldklubber. Første gang i 1949 for Biersted IF, derefter for Strøby U&GF på Sjælland inden han tilbage i Vendsyssel i 1959 blev formand for Fremad Nørhalne, men Jens Svendsen har også været særledes aktiv på banen. I 1939 troppede han som 10-årig op i Fremad Nørhalne i fodboldstøvler med knopper af træ, der var sømmet fast, og med en fodbold med snøre under armen. Han er nemlig bidt af en gal fodbold, farbroren, Christian Svendsen, der i 1919 var med til at starte Fremad Nørhalne, havde derfor sendt drengen i foreningen. Siden spillede Jens Svendsen med knopper af først kork, så plastik på støvlerne og huserede som innerwing - svarende til forreste midtbane - indtil den aktive karriere sluttede som 38-årig. Men i 1987 blev det til et kort comeback som 58 årig, da Jens Svendsen spillede bagerste mand og var med til at vinde en kamp i serie 6. Æresmedlem og sølvnål Uden for banen har der i foreningsregi været mange store oplevelser. Jens Svendsen bærer JBU"s sølvnål og er æresmedlem i Fremad Nørhalne. Han har været holdleder og træner for ungdom, senior og oldboys-hold og i 14 år også lagt kræfter i ungdomsturneringen, Nørhalne Cup. Desuden var Jens Svendsen i 2001 med til at oprette C-holdet. Det er en snes pensionister, der ordner en lang række praktiske gøremål. - Det betyder, at ældre mennesker i formiddagstimerne har et fællesskab og løser en række opgaver. Det giver de yngre trænere og ledere mulighed for i stedet at bruge deres tid på at give børn og unge mennesker en god oplevelse, siger Henrik Niss. Fællesskab er drivkraft Et af højdepunkterne for Jens Svendsens frivillige indsats var i 1991, da han var med til at udbygge det lokale klubhus. Trods varme og slid er det erindringen om sammenholdet, der står tilbage fra byggeriet, og netop fællesskab og samværet med unge og yngre mennesker er drivkræfter for Jens Svendsen. Derfor er han også altid til stede ved hjemmekampene og tager entre til førsteholdets kampe. Det har han gjort siden 1980, og de gange han har svigtet, kan tælles på én hånd. Legatet omfatter diplom og en rejse for to til en større international fodboldbegivenhed, og i anledning af hæderen holder Fremad Nørhalne reception for Jens Svendsen lørdag formiddag 24. januar i klubhuset.