Hæder til nordjysk jazzfestival

Tversted Jazzydays hædret med 35.000 kr. som årets jazzspillested

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Uhørt at vi får prisen, og vi tager det som udtryk for, at vi har fat i noget af det rigtige, mener en glad festivalformand, Thomas Østergaard. Arkivfoto: Ulrik Bang

Fra en relativ beskeden start, hvor den nuværende formand Thomas Østergaard sad bag klaveret i ¿forskellige mere eller mindre tvivlsomme orkeste¿, har Tversted Jazzydays siden den blev foreningsbaseret i 2000 hurtigt vokset sig både større og bedre. Og nu har Dansk Jazzforbund kåret den nordjyske jazzfestival som ¿Årets danske jazzspillested¿. Foruden hæderen består prisen af 35.000 kr, der er øremærket til at købe jazz for - altså bands og musikere, når der til januar/februar næste år bliver tid for Vinterjazz 2009. - Det er uhørt, at vi i konkurrence med store etablerede jazzspillesteder som Musikhuset i Århus og Copenhagen Jazzhouse, får prisen, og vi kan bare se det som udtryk for, at vi har haft fat i noget af det rigtige, når vi som stærkt lokalt forankret forening har fået stablet en jazzfestival med internationalt tilsnit på benene, forklarer en glad festivalleder, Thomas Østergaard, Tversted Jazzydays. Tversted Jazzydays byder på årligt tilbagevendende efterårsferiejazz, og budgettet er vokset fra beskedne 20.000 kr i åbningsåret 2000 og rundede forrige år den halve million kroner. Gennem årene har festivalen budt på et nydeligt miks af danske og udenlandske navne og rundt om på badebyens større og mindre spillesteder har det været muligt at høre navne som jazzsangeren Benni Chawes, trommeslager Ed Thigpen, jazzsangerinden Vivian Sessom, men naturligvis også masser af danske jazznavne. Spændende over musikere som trompetisten Palle Mikkelborg, pianisten Carsten Dahl, congaspilleren Flemming Quist Møller, sangerinden Cæcilie Norby og mange flere. - Vi har været tvunget til at gøre en dyd ud af nødvendigheden og har ofte kombineret tingene, så vi både gør plads til vækstlaget og de unge musikere, og samtidigt har vi lavet nogle anderledes temaer, hvor vi prøver at udvide jazzbegretbet - jazz og humor, specielle jazzkoncerter for børn eller fokus på enten kvindelige eller mandlige jazzsangere, forklarer Thomas Østergaard. Det er simpelthen lykkedes at skabe et miljø, og som eksempel nævner Thomas Østergaard, hvordan han frygtede, hvad der ville ske, når besøgende internationale jazznavne fik at vide, at backstage-området var ungdomsklubben, der ligger i tilknytning til Klitgården. Men det viste sig hurtigt, at det bare lige var sagen for de tilrejsende jazzmusikere for her var der både playstation, internetadgang, bordtennis og billard, så det var nemt at fordrive ventetiden, inden musikerne skulle gå på scenen. - Spillestedsprisen er blevet uddelt fire-fem gange, tror jeg ,og det er første gang, at den går til et nordjysk spillested, så vi fejrer det med en stor jazzfest, når vi officielt får prisen overrakt her 25. januar i Tversted, og her er alle - musikere, publikum sponosorer og frivillige - selvfølgelig inviteret, understreger Thomas Østergaard. Fredag 25. januar bliver selvfølgelig skudt i gang med prisoverrækkelse, og der bliver musikalske indslag med både JazzyKids og JazzyTalents, inden Jacob Venndst Dixieland Gypsyband indtager scenen. Jazz kræver fordybelse og viden og bliver ofte betragtet som elitær og vanskelig musik. Men sådan ser Østergaard og Tversted Jazzydays ikke på udfordringen med at formidle jazz. Der skal være plads både til det uformelle og det høje kunstneriske niveau. Og festivalen vil også gerne formidle jazzen og sætte den ind i en historisk sammenhæng. - Jeg tror faktisk, at folk savner den bredde og palet af oplevelser, som jazzen har. Humor, leg og gøgl som livets krydderi.