Hæderligt CO2-regnskab

Hjørring Kommune har haft stor fokus på at spare på energien og det er lykkedes at nedsætte forbruget med 2,5 procent.

Der skal nu mere fokus på kommunens transportvaner. Foto: Henrik Louis

Der skal nu mere fokus på kommunens transportvaner. Foto: Henrik Louis

Det var ikke helt det ambitiøse mål på tre procent, som byrådet satte sig i 2010, men det nærmer sig. Virksomheden Hjørring Kommune udledte i 2010 15.851 ton CO2, primært ved forbrug af el, varme og transport. Det er et fald på 2,5 procent i forhold til 2009. - Det er selvfølgelig ikke helt de tre procent, som vi har forpligtet os til som klimakommune, men jeg synes det er ganske pænt i betragtning af, at vi først kom rigtigt i gang med sparetiltag i april 2010, siger formand for kommunens teknik og miljøudvalg, Jørgen Bing(SF). Der er dog nogle områder, der ikke er taget med i regnskabet. Det gælder taxikørsel, offentlige busser og anden befordring, samt udslip af drivhusgasser som følge af dyrkning af kommunens jord. De områder vil blive taget med fremover i takt med, at det bliver muligt af skaffe de nødvendige data. Især bygninger Besparelsen på energi er især opnået ved energibesparende tiltag i kommunens bygninger. Det viser sig også, at investeringer i at spare på energien hurtigt bliver tjent hjem igen. I 2009 blev der investeret 5,7 million kroner, og det skulle give en forventet besparelse på 2,9 million kroner årligt. Altså bliver investeringerne tjent hjem på blot to år. Eksperter anbefaler, at der hvert år afsættes seks millioner kroner til energibesparelser. - Vi skal nu til at fokusere mere på vores transport og en holdningsændring hos de ansatte, så de hele tiden er opmærksom på fx. at slukke lys og computer, siger Jørgen Bing. Selskaber halter bagefter Det går imidlertid ikke så godt hos de kommunalt ejede selskaber. AVV og Modtagestation Vendsyssel havde en stigning i udledning af CO2 på 1,8 procent i 2010, og hos Hjørring Vandselskab var stigningen på 2,8 procent. - De har været ramt af de hårde vintre, som har givet et stigende energiforbrug. Men der skal også her ske tiltag for nedbring udledningen, siger Jørgen Bing, der håber at kommunens fokus på CO2-regnskab og energibesparelser også inspirerer borgere og private virksomheder. Han erkender imidlertid også, at mange er meget længere fremme end kommunen på det her felt.