Hædersmand

To årtier levede og åndede Hans Jørgen Bonnichsen blandt elite- opdagere i Rigspolitichefens Rejseafdeling – kaldet Rejseholdet, hvor menneskets skyggesider aldrig fik lov til at slukke lyset i hans sind

Siden blev han leder af ”Den hemmelige tjeneste” og moderniserede PET ud fra egne liberale og demokratiske principper, som han fortsat står ved, selvom det koster verbale lussinger i det offentlige rum, hvor han af højtstående politikere er stemplet som en art landsforræder. I går docerede han om Emil Nolde på Kunsten i Aalborg. I dag kredsede talen med vid og bid, humor og selvironi om begrebet tillid til verden og sine medmennesker på Brandbjerg Højskole. I morgen fortæller han måske en historie om sin sande ven: Peter Plys. Han spænder vidt – Hans Jørgen Bonnichsen. Ildsjælen, som sideløbende med politikarrieren hvervede sig en bachelorgrad i litteraturvidenskab med kunsthistorie for at slappe af mellem mord- gåderne. - Nysgerrigheden er en stor drivkraft i mit liv, for jeg vil så nødigt forlade denne verden uden at have gjort forsøget på at kunne forstå mest muligt. Idealisten Men også tvivlen driver Bonnichsen. - Tvivlen betyder jo, at man stiller spørgsmål, udfordrer og efterforsker det, magthaverne mener og siger. Jeg leder altid efter nye og anderledes måder at anskue verden på, end den gængse – den der er oppe i tiden. At man bør tvivle på alt og tro på meget har været en lærersætning i mit liv, pointerer han, der i 2008 lod sig kåre som årets idealist af Dagbladet Politikens læsere. Altid bestræber Hans Jørgen Bonnichsen sig på at suge viden om menneskelivets vilkår til sig uden at være fordømmende, om det så har været efter makabre forbrydelser som opdager og chef gennem 20 år i Rejseholdet – hvor han kunne tro, han jagtede et monster, men fandt et menneske – eller som operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET). - Jeg voksede op i Sønderjylland, og allerede da var jeg et søgende menneske, der som så mange andre unge i den tid sværmede for socialismen. På et tidspunkt var jeg vel nærmest glødende marxist, mens jeg i andre perioder snarere kunne karakteriseres som stokkonservativ. På et tidspunkt i realskolen blev den unge mand så optaget af den kommunistiske ideologi, at han rekvirerede ”Fakta om Sovjetunionen” direkte fra stormagtens ambassade. Det skete, efter at han i skolen havde læst ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn”, der fremstod som symboler på proletariatets triste vilkår, men også på muligheden for gennem socialismen at skabe omsorg, fællesskab og en mere ligelig fordeling af de goder, der for Hans Jørgens vedkommende kulminerede, når faderen en sjælden fredag aften stolt kom hjem til familien i lejligheden i Østergade med hotdogs. - Jeg opgav mit kommunistiske eventyr, efterhånden som systemets brutalitet slog igennem. Opstanden i Ungarn 1956 og dokumentationen af Stalins brutalitet blev udslagsgivende for mig. Trangen til frihed forblev dog en tro følgesvend for sønderjyden, der voksede op, mens den kolde krigs atomkapløb gik amok og Cuba-krisen hensatte verden i åndenød. - Angsten sad i os alle! Det var en tid, hvor man lyttede mere intenst til Pressens Radioavis end ellers. Når jeg gik i seng, indførte jeg obligatorisk bøn. Små kår Hans Jørgen Bonnichsen voksede op i en familie, der – med hotdoghistorien in mente – ikke havde meget at rutte med. Efterkrigstidens opsving havde ikke ramt familien i Haderslev, hvor faderen var ekspedient i en herreekviperingsforretning og moderen hjemmegående. Ilde til mode var hun, når kreditten var ved at slippe op, og hendes søn blev sendt til købmanden efter basale varer. - Jeg kan endnu huske hendes frygt for skammen og ydmygelsen, når hun i ”spionens” spejlglas i døren fik øje på den let genkendelige kommunefoged, skriver Bonnichsen i den selvbiografi, hvori han fortæller om barndommen i et stykke kompliceret Danmark med egne spilleregler efter genforeningen mellem danskere og en tysksindet mindretalsbefolkning. Her lærte Bonnichsen at være et rummeligt og tolerant menneske. - Der var ikke rigtigt nogen vej udenom, synes han, der som knægt uddelte de aviser, han senere kom til at skrive i. Gennem tubaspil i det lokale FDF-orkester begyndte han også at interessere sig for jazz fra New Orleans – og det i en grad så da den lokale jazzklub blev for kapitalistisk dekadent, satte Hans Jørgen sig til tastaturet og fyrede en bredside af. Og det tilsendte materiale i konvolutten fra Sovjet-ambassaden hang ved, for ikke mange jævnaldrende brugte ord som ”kapitalspekulation”, vedgår Bonnichsen, der fik sin realeksamen, udstod sin rekrut tid i militæret, aldrig blev folkeskolelærer – drømmen brast, da optagelsesprøven kiksede – og langt henne i livet kandiderede som Venstrepolitiker i Hillerød. - Jeg blev ikke valgt til byrådet, hvilket jeg er borgerne så inderligt taknemmelig for i dag. Bonnichsen blev fristet til en politisk karriere på kanten af pensionisttilværelsen, da han pludselig fik ”gummiben” ved udsigten til meningsløshed. Rejseholdet Forinden var det blevet til 41 års meningsfuldt arbejde på højt niveau i dansk politi, som han bl.a. havde ladet sig inspirere til gennem læsning af Jan-drenge-krimi-bøgerne og et familiemedlem, der var arrestforvarer i Tønder. I 2006, som 63-åring, var det Hans Jørgen Bonnichsen modvilligt indskrev sig i de aktive pensionistrækker og udgav bogen ”Hånden – en PET- og politikrønike, der eftertænksomt fortæller historien om den familieskamplet, forfatteren har båret i sig hele livet, men som han først fik styr på ved en tilfældighed for få år siden: Onklen med fortid som SS-kommandoführer, der vinkede til ham og hans mor fra arresten i Haderslev for siden at forsvinde uden at de voksne nogensinde omtalte ham. - Men hvis noget menneske har fortjent en dødsstraf, så er det måske ham, funderer Hans Jørgen Bonnichsen, der ellers fremstår som et menneske med stor empati for de forbrydere, han gennem to årtier jagtede med Rejseholdet. - Det var en fantastisk tid. Den bedste arbejdsplads i mit liv. Vi var på farten over 200 dage om året, men vi holdt af det. Nærværet, intensiteten og alvoren i arbejdet. Den ene dag arbejdede man på Grønland, den næste på Færøerne. Vi var i Jylland og på Fyn. Overalt mødte vi respekt og forståelse for vores arbejde. Selvfølgelig var der afsavn fra familien og vennekredsen, men hvis jeg kunne jeg gøre det om, ville jeg gøre hvert minut om. Og havde jeg ni liv, som katten, ville jeg bruge de næste otte i politiet igen, fastslår Hans Jørgen Bonnichsen uden tøven. - Jeg fik muligheder, som ikke mange andre mennesker i dette land. En sublim uddannelse i drabsefterforskning. Jeg mødte de ultimative udfordringer, kom tæt på ofrenes pårørende og drabsmandens familie, der ligeledes blev smadret, når deres søn pludselig tilstod under et forhør. Mange har spurgt mig, om man bliver kynisk af dette arbejde. Tværtimod! Man opdager, at vi mennesker er skrøbelige væsner. Vi bærer alle ondskaben i os, men heldigvis er langt de fleste i stand til at håndtere dette. Jeg har set, hvordan tilfældigheder kan ødelægge folks tilværelse. Virkeligheden har lært mig ikke at være et dømmende menneske, derimod har jeg altid bestræbt mig på at lægge beviserne frem og lade domstolene træffe deres afgørelse ud fra de præmisser samfundet og de folkevalgte havde stillet op. Hverdagen på Rejseholdet og siden oplevelserne i efterretningstjenesten beskrives indgående i selvbiografien, der siden er fulgt op af endnu en udgivelse: ”Frygt og fornuft i terrorens tidsalder”. Med al sin viden i bagagen hidkaldes Hans Jørgen Bonnichsen nu om stunder også som ”terrorekspert” i Danmarks Radio, hvor han med indsigt og overbevisende stemmeføring formår at få seere og lyttere til at forstå selv komplekse politiske konstruktioner, der i sidste ende kan føre til den terrorfrygt, som eksperten som så meget andet har forsøgt at forholde sig nøgternt til siden angrebet på World Trade Center og Pentagon 11. september 2001. - En ny verdensorden blev født den dag, mener PETs daværende operative leder, der straks aflyste alle sine private som professionelle aftaler måneder frem for at tage sig af kommunikationen med en rystet dansk offentlighed. Den hemmelige dør åbnes Dialogen med befolkningen havde Bonnichsen længe øvet sig på, for om nogen stod han bag PETs mere åbne væsen overfor det danske samfund omkring årtusindeskiftet. Som boss i den ”hemmelige tjeneste” i en brydningstid – Den kolde krig var slut og ingen ydre fjende stod og bankede alvorligt på døren før 11/9 – fra 1997 til 2006 stod Bonnichsen nemlig fadder til filosofien om at et efterretningsvæsen og politi generelt ikke kan fungere uden opbakning fra befolkningen. - Det var nødvendigt at åbne op for at sikre tilliden mellem borgerne og tjenesten. Folk skulle have en forståelse for vores arbejde. Vi ændrede pressestrategien og holdt masser af foredrag ud fra ønsket om dialog og opbygning af tillid. Præventive samtaler mellem PET og radikaliserede muslimer, der har til formål at kommunikere med personer på vej ud i ekstremistiske miljøer, samt et dialogforum med danske imamer hører ligeledes til blandt de tiltag, der som en sidegevinst skulle være med til at sikre den tillid til ordensmagten, som Bonnichsen desværre ser smuldre i øjeblikket. - Jeg frygter, at ønsket blandt toneangivende politikere om strammere terrorlove og udvidede magtbeføjelser til politi og efterretningstjeneste, vil undergrave folkestyret og demokratiet. Politikerne er nærmest gået i panik og stiller det ene mere absurde krav efter det andet i deres forsøg på at tækkes de vælgere, der har stemmesedlerne som våben i en stadig mere kompliceret verden. Kritikeren Og derfor tager den tidligere PET-leder af kontraterrorindsatsen da også slagsmålene på øretævernes holdeplads uden at kny højlydt. - Men selvfølgelig gør det da ondt, når landets justitsminister deltager i Dansk Folkepartis mistænkeliggørelse af mig for krænkelse af min tavshedspligt. Som pligtopfyldende og loyal embedsmand i mere end fire årtier ved jeg lige præcis, hvor grænsen går i forhold til min fortrolighed. Men politikerne skal ikke have lov til at slippe af sted med hvad som helst, for historien har lært mig, at det er vigtigt med kritiske spørgsmål fra folk, der har viden og indsigt i specifikke områder. Ikke mindst når det er borgernes frihed og rettigheder, der står på spil. Og de skal ikke få lov til at knægte mig, siger Hans Jørgen Bonnichsen og fortæller om andre mennesker, man har forsøgt at knægte ved at umenneskeliggøre dem. På den amerikanske base i Cuba mødte han som rigets udsendte den danske Guantanámofange for da atter at sande, at ondskaben ikke altid ser ud, som han troede, den gjorde. Bonnichsen så her meget unge sorte amerikanere rekrutteret fra trøstesløse kvarterer i hjemlandet iføre sig gummihandsker, inden de rørte de såkaldte kombattanter. - Når et system føler sig presset, skyes ingen midler. Systemer har ingen samvittighed, fastslår han, der kender til den slags, og vender tilbage til foredraget om Nolde foran en flok professionelle kunsthistorikere i Nordjylland. Ikke sort/hvidt Her var det Bonnichsen berettede om Emil Nolde som barn af det grænseland mellem Tyskland og Danmark, som han selv voksede op i. De lyttende i Kunstens erhvervsklub og deltagerne på Folkeuniversitetet fik en aktuel tolkning af, hvordan vanskeligheder og vildfarelser afledt af ydre og indre konflikter i Nord- og Sydslesvig havde stor indflydelse på Noldes og liv og værk. - Nolde er et glimrende eksempel på, at man ikke skal afvise det ukendte og fremmede. Historien om Emil Nolde kan være eksponent for, at der i kampsituationer, i perioder med voldsom politisk agitation om værdikampe, er en tendens til at se alt i “sort og hvidt” og til en fremherskende brug af enten/eller retorik, hvor du enten er “med os” eller “imod os”. Og i sådanne tilfælde kan det være meget godt med mænd af Noldes og Bonnichsens støbning, om end det ifølge flere såkaldte ”meningsmagere” jo ville have været helt fantastisk, om den tidligere efterretningschef allerede var trådt i karakter som frihedens vogter, mens han endnu var i embedet. Til dette svarer hovedpersonen: - Som embedsmand kæmper du selvfølgelig dine kampe i den organisation du tilhører og går ikke offentligt ud med uenighed med mindre du finder, at det er tale om ulovligheder. Tilbage står det faktum, at ethvert moderne samfund har brug for sådanne ”umådeligt nysgerrige mennesker med stor appetit på livet”. Således karakteriserede Hans Jørgen Bonnichsen sig selv under en beskeden frokost, inden han med rank ryg forlod vort samtalested på Østerbro for at holde endnu et foredrag, om noget af det livet har lært ham. For så at vende hjem til sin Inga – kvinden han har haft kær siden han mødte hende på en danserestaurant på Nørrebro for 37 år siden.