Hædersplads til Sven Schou

HADSUND:Den kendte kunstmaler og godsejer Sven Schou, der tilbragte en stor del af sit liv på Havnø Gods og i Hadsund, har nu fået en hædersplads på rådhuset. I går eftermiddag blev "Sven Schou stuen" indviet i et af kommunens mødelokaler, så både ansatte, gæster og borgere for fremtiden kan nyde synet af fortrinsvis kunstneres egne værker samt enkelte af hans malerkollegers. Kommunens kunstudvalg med socialudvalgsformand Poul Bergmann (S) i spidsen tog allerede tilløb til samlingen tilbage i januar 2001. Dengang blev kunstudvalget varskoet om, at 36 Sven Schou-malerier var på en auktion i Vejle, og det fik udvalget til at troppe op med 70.000 kommunale kroner. Med sig hjem bragte de 24 af malerierne, der pryder væggene i mødelokalet sammen med andre værker, som er kommet Poul Bergmann i hænde i løbet af de seneste to år. - Han er stærkt underkendt og nok en af Mariager Fjord-landets betydeligste malere, fortalte Poul Bergmann de omkring 30 gæster, der var til receptionen. - Det hænger nok sammen med, at han blev forblev tro mod guldalderen, genren og hestene, mens andre på daværende tidspunkt blev abstrakte og eksperimenterede, fortsatte kunstudvalgsformanden, der opridsede Sven Schous liv, som begyndte på Frederiksberg i 1878. Allerede som barn var han kunstinteresseret og kom på kunstakademiet, inden kærligheden bragte ham til Havnø i 1905, hvor han boede på godset sammen med hustruen Margrethe Schou og efter hendes død med den nye ægtefælle Johanne Schou. Med til receptionen var to af malerens børnebørn, der begge var tydeligt stolte over det eftermæle, deres bedstefar har fået i Hadsund. - Jeg husker stadig min bedstefar, når han stod med sit staffeli ud på engene, fortalte Claudius Svanholm fra Skørping.