Hæderspriser til Bo Boje Skovhus og Trevor Davies

Operasanger Bo Boje Skovhus og teaterentreprenør Trevor Davies modtager Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegater 2005. Priserne på hver 250.000 kroner bliver overrakt 25. oktober i Børssalen på Børsen og uddeles "som en særlig anerkendelse af en enestående indsats på hver deres felt i kunstens verden". Barytonen Bo Boje Skovhus er blandt verdens førende operasangere. Han debuterede i 1988 på Wiens Statsopera i titelrollen i Mozarts Don Juan, og den overvældende modtagelse blev startskuddet til hans internationale karriere. I dag er han en efterspurgt gæst ved verdens førende operahuse. Trevor Davies er britisk født og uddannet byplanlægger. Han har præget kulturlivet i Danmark på helt afgørende vis. /ritzau/