EMNER

Hædret af MCS Foreningen

Inga Hansen fra Pandrup er hædret af MCS Foreningen for sit store og uselviske arbejde som en af foreningens telefonrådgivere

MCS Foreningen - Danmarks største forening for duft- og kemikalieoverfølsomme (MCS'ere) - hædrer tre gange om året et firma eller en privatperson, der har gjort hverdagen nemmere for duft- og kemikaliesyge danskere, de såkaldte MCS'ere, hvor MCS står for Multiple Chemical Sensitivity. Efterårets hæder i form af anerkendelse og en smuk buket går til Inga Hansen for det store arbejde, hun gør, når hun rådgiver og deler ud af sine erfaringer med at komme igennem hverdagen med færrest mulige MCS-symptomer. Inga Hansen var indstillet af Nanna Møller Kristensen fra Nykøbing Mors. I sin indstilling skriver Nanna Møller Kristensen bl.a.: "Det sidste års tid har været slemt for Inga, da hendes mand har ligget på sygehuset mange gange, hvor Inga har måttet være i sygehusduftene i mange timer. Det gør en MCS'er træt. Oven i det har der været dødsfald i familien, men alligevel har Inga stadig overskud, og alle, der kontakter hende, får altid et venligt svar, og det er flot at have sådan et overskud i Ingas situation." MCS-symptomer er irritation i øjne, næse og luftveje, svimmelhed, hovedpine, vejtrækningsbesvær, hukommelses- og koncentrationsbesvær, kløe og udslæt, ledsmerter og hjertebanken. MCS'ere bliver syge af kemiske stoffer i mængder, der ligger langt under de fastsatte grænseværdier. MCS'ere reagerer altså kraftigt på dufte og kemiske stoffer, som andre knap mærker. Forskerne ved endnu ikke præcist, hvor mange der har MCS. Miljøstyrelsen har nævnt 50.000 danskere.