EMNER

Hædret for stor indsats for by

Sivskoen til Arne Boelskifte og hymnen til Solveig Jensen i Østervrå

ØSTERVRÅ:Blandt højdepunkterne i Østervrå Festuge er uddeling af hæder til personer, der har gjort en stor og særlig indsats i og for byen. Klapsalverne vidnede om, at der også i år var tale om populære valg. Østervrå Borgerforenings pris "Sivskoen" tildeltes i år Arne Boelskifte - specielt for hans mangeårige medlemsskab af Østervrå Menighedsråd. 20 år ialt, heraf de 16 som formand. Desuden har Arne Boelskifte tidligere gennem mange år været aktiv i bl.a. Østervrå Idrætsforening, Østervrå Borgerforening og Østervrå Varmeværk - og i det hele taget været "byens mand" på mange områder. Han drev i mange år købmandsbutik i Østervrå. Med prisen fulgte et flotdiplom, hvis tekst var forfattet af Bjarne Thorndal.Teksten lød således: "Mens året så småt begynder at hælde, skal vi nu til at være formelle. Prisen skal gives til en, som vi kender - en mand, som i byen har mange venner. For Østervrå har han gjort en masse, i foreningslivet havde han særlig klasse. Engang var det borgerforening, nu har vi bemærket en bestyrelsespost på varmeværket. Engang var det fodbold, der gjorde ham fornøjet, nu er det golf, der er lige i øjet. Han fisker ved åen og i Norge efter ørred og laks, og det hænder, han snupper den største slags. Den største tak skal han ha' for sit virke i menighedsrådet med vor kirke. Vor kirkegård står som det smukkeste syn, det glæder både unge og gamle i byen. Som vi kan forstå, er han en af de kvikke, men uden sin Lis da gik det vist ikke. Engang var han købmand, var medlem af spar'ne. Med sivsko vi takker Boelskifte". Aktiv kvinde Østervrå Revyens pris, "Hymnen - Årets Rose" tildeltes Solveig Jensen, som er er meget stort aktiv både for byen, men især for Østervrå Idrætsforening. Solveig Jensen er kendt af mange i byen og sikkert af alle, der har deres gang i Østervrå Idrætsforening. Her har hun i flere år både været håndboldtræner og siddet i bestyrelsen for ØVI's håndboldafdeling. Sammen med sin mand Jens Jensen, står hun for driften af ØVI's klubhus. Og hun går heller aldrig af vejen, hvis nogen står og mangler mad til en fest. Her er hun virkelig i sit es - og kreerer lækre retter.