Forsikringsvirksomhed

Hække giver højere priser

Nye forsikringsregler rammer parcelhusejerne

NORDJYLLAND:Forsikringsselskaberne strammer nu grebet om parcelhusejerne. Fremover bliver det dyrere at få en indboforsikring, når man bor i et villakvarter, mens det bliver billigere for dem, der bor i lejlighed, i landsbyer eller helt ude på landet. - Det er dem, der får stjålet mest, derfor skal de betale mere for deres forsikring, forklarer kontorchef Arne Hansen, TopDanmark. Selskabet er netop gået i gang med at ændre reglerne for, hvor dyre indboforsikringerne skal være. I lighed med andre firmaer i branchen, har det i årevis været postnummeret, som har bestemt en stor del af prisen på en forsikring. Men det er ikke retfærdigt, mener Arne Hansen. - Uanset postnummer er det meget lettere at slippe afsted med tyvekloster i et villakvarter end i en lejlighed inde i en by som f.eks, Hobro eller Aalborg, forklarer han. Bruddet med postnumre har Codan allerede foretaget og også i det firma er det københavnerne, der mærker den største forskel. Lejligheder i den indre by bliver billigere, mens indbo i villaer i nærheden af S-tog bliver dyrere at få forsikret. - Vi prøver at lægge så mange informationer som muligt til grund for, hvilken præmie, den enkelte skal betale, og det vil gøre det dyrere for nogle og billigere for andre, siger Arne Hansen. I snit regner TopDanmark med, at 60 pct. vil betale mindre, mens 40 pct. skal af med en større præmie. En typisk indboforsikring koster 1000-2500 kr. om året.