Hækkerup skal forklare nøl med udvisning af syrienkriger

Det lyder som en molbohistorie, siger Dansk Folkeparti om forløbet i sagen med dømt pizzabager fra Ishøj.

KØBENHAVN:- Det lyder som en molbohistorie.

Sådan siger Peter Skaarup, der er Dansk Folkepartis retsordfører, om sagen om en syrienkriger, som ikke kan blive udvist, selv om han gerne vil samarbejde om udsendelsen til Tyrkiet.

Enes Ciftci, der er fra Ishøj og som havde et pizzeria i Tune, er blandt andet blevet dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien.

Som den første i landet blev dansk-tyrkeren frakendt sit danske statsborgerskab, selv om han er født og opvokset her. Men Kriminalforsorgen forhindres i at prøveløslade ham, så han kan blive udsendt, har mandens advokat, André Rouvillain, oplyst.

Det skyldes, at anklagemyndigheden ifølge advokaten har nølet med at opgive en nyere sigtelse.

I april skrev anklagemyndigheden, at sigtelsen ville blive opgivet, men siden er intet sket - og derfor sidder Enes Ciftci fortsat i et dansk fængsel.

Peter Skaarup oplyser søndag, at han vil stille spørgsmål til justitsministeren om sagen.

- Der kan ikke være rigtigt, at en person, der ikke vil Danmark, og som beder om at blive udvist, ikke kan blive det, siger Skaarup.

Normalt vil en udvist udlænding blive udsendt efter at have afsonet halvdelen af straffen. Det havde Enes Ciftci gjort i februar 2018. En ny sigtelse om overtrædelse af terrorparagrafferne kom på tværs. Men i april i år tilkendegav politiet som nævnt, at den ville blive opgivet.

Advokat André Rouvillain oplyser, at anklagemyndigheden ikke har ulejliget sig med at besvare adskillige henvendelser. Derfor har han bedt rigspolitichef Thorkild Fogde om at instruere Københavns Politi om at komme med et svar.

Peter Skaarups spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S) er ret enkelt: Hvorfor kan en tidligere syrienkriger ikke blive smidt ud af landet, når han selv ønsker det?

For godt to år siden omtalte Jyllands-Posten situationen med Enes Ciftci. Her fremgik det, at han ikke ønskede at deltage i et exitprogram, og at han ifølge myndighederne udviste en bekymrende adfærd, fordi han tilsyneladende fortsat var radikaliseret.

Terrorforskeren Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm kunne ikke se nogen overbevisende grund til ikke at effektuere udvisningen.

- Hvorfor bruge millioner af skattekroner på at holde ham i fængsel, når man kan komme af med ham nu, sagde han til Jyllands-Posten.

Da lovovertrædelserne oprindeligt blev behandlet i retssystemet, ville Enes Ciftci ikke udvises. I den forbindelse argumenterede en anklager for indgrebet med, at Ciftci jo åbenbart følte sig godt tilpas hos Islamisk Stat, og at han ikke gav meget for demokrati.

Nu er situationen tilsyneladende vendt helt på hovedet. Han vil gerne ud, men myndighederne forhindrer det.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.