Hækkerup slår fast: Ingen udskamning af indvandrerdrenge

Mandag præsenterer regeringen sit udspil til en flerårsaftale for politiet, og indvandrerdrenge er i fokus.

Justitsminister Nick Hækkerup (tættest på) og statsminister Mette Frederiksen talte om indvandrerdrenge tidligere på ugen, da Socialdemokratiet havde sommergruppemøde.

Justitsminister Nick Hækkerup (tættest på) og statsminister Mette Frederiksen talte om indvandrerdrenge tidligere på ugen, da Socialdemokratiet havde sommergruppemøde.

KØBENHAVN:Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde det ganske tydeligt tidligere på ugen: Der er danskere, som er utrygge. Nogle af dem tør end ikke gå ned i deres vaskekælder, og andre er utrygge ved at tage S-toget i København om aftenen.

- Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, sagde hun i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde.

- Man skal ikke være bange for at gå ned i sin egen vaskekælder, og man skal ikke gå uden om indkøbscentrene på den københavnske vestegn, tilføjede hun.

Meldingen kom forud for, at regeringen mandag præsenterer sit udspil for en ny flerårsaftale for dansk politi. Den skal sikre borgernes tryghed og frihed.

Også justitsminister Nick Hækkerup (S) brugte udtrykket indvandrerdrenge. Det samme gjorde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, fredag i forbindelse med Venstres sommergruppemøde, hvor han var inde på emnet.

Efterfølgende har der været debat om, hvorvidt nogle af landets mest fremtrædende politikere ikke udskammer en hel befolkningsgruppe. Og kan man eksempelvis kalde en dreng, der er født og opvokset i Danmark og som er dansk, for indvandrerdreng, fordi han er mørk i huden?

Ritzau har talt med Hækkerup om emnet. Han mener, at tingene skal siges, som de er. Og han afviser, at det har noget med hudfarve og udskamning at gøre.

- Der ligger det bagved (udtrykket indvandrerdrenge, red.), at vi kan se i alle vores statistikker, at navnligt mandlige efterkommere af ikkevestlige indvandrere er klart overrepræsenteret.

- Så der er et problem, som vi skal løse, og som skal håndteres. For at kunne det, bliver vi nødt til at snakke om det og sætte ord på det. Og det er sådan set bare det, vi har gjort, siger Hækkerup.

Spørgsmål: Men det kan være, at det er unge mænd og drenge, der er født og opvokset i Danmark, altså som er danske, som kommer ind under betegnelsen indvandrerdrenge. Hvad tænker du om det?

- Når vi sagde det på den måde, som vi gjorde, så er det fordi, at der er en klar overrepræsentation. Vi skal selvfølgelig også have fat i unge, etnisk danske drenge, som skaber utryghed.

- Vi er klar over, at det heldigvis er et mindretal af unge med anden etnisk baggrund end dansk, der skaber problemerne. Men det er bare så massivt i statistikkerne, så vi bliver nødt til at forholde os til det. Og for at gøre det, kræver det, at man er villig til at snakke om problemerne.

Spørgsmål: Men så handler det vel også om hudfarve? Og ikke så meget om, hvor det eksempelvis finder sted i landet?

- Nej, for os handler det ikke om hudfarve. For os handler det om, at vi kan se, at der er en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. At de simpelthen begår meget mere kriminalitet end andre, og at vi derfor bliver nødt til at tale om de problemer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.