Hær haves - generaler søges

Ikke en eneste har søgt et af de to job som befalingsmand

Jørgen Tøttrup
Kaptajn Eric Bøgh (t.v.) har aftjent sin værnepligt, og Ambu-formand OleVedel (t.h.) er på jagt efter nye befalingsmænd Foto MIchael Bygballe
Fodbold 3. januar 2007 05:00

HOBRO: Hobro står ikke i en just fordelagtig situation, hvis det her i det nye år bliver nødvendigt at mobilisere borgervæbningen. Fodfolket er så nogenlunde intakt, men uden generaler ingen hær. Og det er det skræmmebillede, som nok mere truer end egentlige farebilleder ude fra. - Vores kaptajn har bedt om at træde af, og da vores løjtnant er gået på orlov, har vi reelt ingen til at lede hæren af frivillige, beklager Ole Vedel, Hobro. Han er formand for Ambulancedagsfesten, og det er festdagene, der har det overordnede ansvar for den lige så festlige hær bestående af orkester og menige med bøsser fra den tid, da der virkelig var soldater til. Derfor har Ole Vedel på borgervæbningens vegne god grund til bekymring. - Vi har tidligere haft de ansvarsfulde poster som befalingsmænd opslået ledige gennem annoncer i Hobro Avis, men jeg må blankt erkende, at der ikke har været en eneste henvendelse. Derfor står vi reelt på bar bund, siger Ole Vedel. Og dog. Måske er der alligevel et lille lys i mørket. Ad omveje har Ole Vedel nemlig hørt, at der er en person, som ikke er helt afvisende over for tanken om at blive udnævnt til kaptajn. - Den pågældende har bedt om et møde i begyndelsen af det nye år, og så kan vi da håbe, at tingene alligevel falder på plads, siger Ole Vedel. Det er primært de to ansvarsfulde poster som befalingsmænd, det kniber med at få besat. Orkestret er helt oppe at køre, og i de senere år har der også være en pæn udskiftning af menige væbnere. - Men hvis man er interesseret i at være med, skal man endelig ikke holde sig tilbage. Det gælder både kandidater til stillingerne som befalingsmænd og det gælder menige, siger Ole Vedel. Når borgervæbningen er havnet i situationen er det primært fordi, kaptajnen gennem de seneste mange år, Eric Bøgh, Hobro, har valgt at sætte sig selv på pension. Han bliver 70 år næste gang, og da han har været med i borgervæbningen i 46 år, mener han at have udtjent sin værnepligt. Kaptajnens exit kommer samtidig med at løjtnanten Vagn Andreasen er gået på orlov. Eric Bøgh lader dog ikke sine i alt omkring 60 underordnede i stikken. Han har lovet at fortsætte som kaptajn, indtil hans afløser er på plads. Borgervæbningen har i de senere år først og fremmest gjort sig på hjemmebanen i Hobro. Væbningen er mest af alt et fast, populært og uundværligt indslag i forbindelse med Ambulancedagsfesten. Af og til bliver det også til en udflugt til Rørbæk, Rostrup eller en anden omegnsby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...