Hærchef er blevet klogere: Skulle være gået til forsvarschef

Hjemsendt hærchef erkender, at han burde have kontaktet forsvarschef om habilitet i forhold til kæresten.

- Man kan mene, at han har handlet kritisabelt. Men en frihedsstraf er ude af proportioner, lyder det fra forsvarsadvokat Torben Koch om byrettens dom på 60 dages fængsel til tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen. Sagen kører nu i Vestre Landsret. (Arkivfoto).

- Man kan mene, at han har handlet kritisabelt. Men en frihedsstraf er ude af proportioner, lyder det fra forsvarsadvokat Torben Koch om byrettens dom på 60 dages fængsel til tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen. Sagen kører nu i Vestre Landsret. (Arkivfoto).

VIBORG:Den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen er blevet klogere på reglerne om habilitet.

Det siger han, da han tirsdag afgiver forklaring i den opsigtsvækkende sag i Vestre Landsret.

- Med den viden, jeg har om habilitetsregler i dag, så er jeg godt klar over, at jeg skulle have haft ringet til forsvarschefen og aftalt, hvordan proceduren skulle tilrettelægges, siger den 55-årige generalmajor.

Han er iført blå habitjakke og taler med den ro og autoritet, der følger med topjobbet.

Hans-Christian Mathiesen afviser, at han har misbrugt sin stilling til at favorisere sin daværende kæreste - nuværende hustrus - karriere i Forsvaret.

Men han kan godt erkende, at han burde være gået til sin overordnede - forsvarschefen, da kvinden lagde billet ind på en eftertragtet lederuddannelse.

Det gjorde han ikke. I stedet uddelegerede generalmajoren opgaven med at prioritere ansøgerne til en divisionschef.

Problemet set med forvaltningsretlige briller er, at opgaven blev varetaget i hærchefens egne geled frem for højere oppe i systemet.

Selv om hærchefen erkender, at han er blevet klogere på dét punkt, afviser han anklagen om at have instrueret optagelseskomitéen til at ændre på kriterierne for optagelse på uddannelsen.

Det er anklagerens opfattelse, at kriterierne på daværende tidspunkt blev ændret, så der blev lagt mere vægt på studieegnethed og mindre på erfaring fra internationale operationer.

Hærchefens daværende kæreste havde på det tidspunkt ikke gjort tjeneste i udlandet.

Det havde alle de andre, der var blevet optaget på uddannelsen i årene forud.

Men det var ikke noget krav, at man skulle have internationale operationer i bagagen for at komme på Operations- og Føringsuddannelsen, fastholder Hans-Christian Mathiesen.

Når det alligevel var almindeligt, skyldes det ifølge hærchefen udelukkende den kendsgerning, at alle officerer med lederdrømme havde været udsendt grundet Danmarks internationale engagement i Afghanistan og Irak.

Hans-Christian Mathiesen blev i maj i Retten i Viborg idømt 60 dages ubetinget fængsel for embedsmisbrug, videregivelse af fortrolige oplysninger og pligtforsømmelse.

Han ankede øjeblikkeligt dommen til landsretten med krav om frifindelse eller en mildere straf.

Anklageren går derimod efter en skærpelse af straffen.

Den første dag i landsretten blev brugt på at høre tiltaltes forklaring, ligesom mange af sagens 150.000 dokumenter blev læst op og dokumenteret.

Sagen fortsætter med vidneforklaringer onsdag, og der falder dom på mandag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.