Hærchef sandsynligvis rejst frivilligt

Retspleje 20. marts 2003 07:00

Ringsted, onsdag /ritzau/ Den krigsforbrydersigtede irakiske general, Nazar Al-Khazraji, har sandsynligvis forladt Danmark frivilligt. Det siger kriminalinspektør Erik Andersen fra Ringsted Politi, der vurderer, at den tidligere hærchef efter alt at dømme er rejst stille og roligt ud af landet: - Jeg anser det for mest sandsynligt, at han selv er rejst frivilligt ud af landet, siger Erik Andersen, der tilføjer, at politiet dog dermed ikke udelukker, at der kan være sket en forbrydelse i forbindelse med hærchefens forsvinden. Kriminalinspektøren bygger blandt andet sin formodning på, at den tidligere hærchef ifølge familien gik på gaden mandag morgen for at ryge en cigaret på et sted og tidspunkt, hvor der er en livlig trafik af folk, der blandt andet skal aflevere børn i en nærliggende institution. Men ingen vidner har anmeldt, at der er sket noget som helst mistænkeligt på det sted og tidspunkt, påpeger Erik Andersen. Det er endnu ikke lykkedes politiet at få kontakt med vidner, der har set Nazar Al-Khazraji mandag morgen. Politiet i Ringsted fik nogle henvendelser fra folk tirsdag, der mente at have set den tidligere hærchef andre steder i landet, men ingen af disse tips holdt vand. Og allerede onsdag tørrede kilden af henvendelser til politiet ind til nul, oplyser kriminalinspektøren. - Jeg må nok erkende, at vi ikke har ret mange spor at gå efter, konstaterede Erik Andersen onsdag eftermiddag, efter at politiet igen havde talt med ekshærchefens familie om hans forsvinden. Det står klart, at manden sidst blev set af andre end familien, da han søndag aften var ude at spadsere en tur i nabolaget sammen med sin søn. Politiet har talt med et enkelt vidne, der så den nu forsvundne tidligere irakiske hærchef søndag aften mellem kl. 18.30 og kl. 19, oplyser kriminalinspektøren. Flere politikere på Christiansborg har reageret med forundring på nyheden om, at den tidligere hærchef er forsvundet. Han er sigtet for krigsforbrydelser ved som højtstående officer at have spillet en rolle i offensiven mod den kurdiske befolkning i det nordlige Irak fra 1984 til 1988. Mellem 100.000 og 200.000 kurdere forsvandt som følge af den irakiske hærs drab, tvangsforflyttelser og ødelæggelser af landsbyer. Den tidligere hærchef har nægtet sig skyldig i sigtelsen. Såvel retten i Sorø som Østre Landsret har bestemt, at Nazar Al-Khazraji skulle være varetægtsfængslet i surrogat. Det betyder, at han skulle undergive sig tilsyn af politiet, forblive i Danmark og deponere sit pas og anden rejselegitimation. Den tidligere hærchefs familie frygter, at han er blevet bortført. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...