Tyverier

Hærværk efter natlig ballade

ØSTER HURUP: Det er med en vis portion sandsynlighed samme personer, som står bag hærværk efter natlig ballade uden for et af diskotekerne i Øster Hurup. Det vurderer Nordjyllands Politi i Hobro. - Ballademagerne var væk, da vores patrulje ankom, men noget kan tyde på, at de pågældende har fået afløb for deres frustrationer ved i stedet at begå hærværk, siger vicepolitikommissær Henning Hansen. Politiet har fået anmeldelser om hærværk i to tilfælde på Lærkevej i Øster Hurup. Et vindue er smadret i to sommerhuse. På Egevej har gerningsmændene ødelagt vinduesviskeren på en bil, og på Hestehaven er havebord og stole blevet ødelagt. Tyveri fra byggeplads SDR. ONSILD: Materialer til en samlet værdi af 150.000 kr. er blevet stjålet fra en byggeplads på Benshøj Industrivej i Sdr. Onsild. Her er man i øjeblikket ved at opføre to kontorbygninger, og det er lykkedes tyvene at slippe bort med bl.a. fire vinduer og fire døre samt tre hejseporte i aluminium. Lokalbrag på lokalbrag MARIAGERFJORD: Den østlige flanke af Mariagerfjord Kommune går et eksplosivt efterår i møde i fodboldens serie to. JBUs nye puljeinddeling er netop offentliggjort, og den viser, at både Hadsund, Skelund og Als skal i dueller mod hinanden. Hadsund og Skelund er netop rykket ned fra serie et, mens Als efter forårets indsats fik en tur med elevatoren op fra serie tre. Turneringen indledes 10. august, og Skelund og Hadsund tørner sammen i første dyst. På serie et-plan ligger kun Hobro IK, som må pakke fodboldkufferten til nogle lange rejser mod syd. Foruden flere Århus-klubber møder Hobro både Vejle, Fredericia og Hedensted. Pulje 40 i serie fire kommer næsten til at bestå af lutter hold fra Mariagerfjord Kommune. Her dyster blandt andre Arden IF, Hobro IK, IK Rosendal, Mariager, Onsild samt to hold fra Boldklubben Sydhimmerland.