EMNER

Hærværk generer fåreflok i Bjergene

Overklippede elledninger, væltede vandtrug og tankeløshed ødelægger idyllen i naturskønt område

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fårene i Bjergene er tillidsfulde, og Erik Christoffersen har lært dem at komme, når han kalder. Foto Kurt Bering

HJØRRING:- Endnu er der ikke sket noget alvorligt, men det er kun et spørgsmål om tid, hvis hærværket fortsætter. Så ender det med, at fårene slipper ud af indhegningen med risiko for, at de løber ud på vejen. 70-årige Erik Christoffersen har det normalt rigtig godt med sin lille fritidsbeskæftigelse, som består i, at han har 14 får gående på et areal i Bjergene i Hjørring. Her sørger fårene for, at området ikke vokser til i store træer, men forbliver åbent og indbydende for alle, som har lyst til en spadseretur i det grønne. Fårene er Erik Christoffersens, mens arealet tilhører Nordjyllands Amt, som sørger for, at det elektriske hegn, der normalt holder fårene inde, er i orden. Men idyllen trues i øjeblikket, idet Erik Christoffersen flere gange har oplevet, at ukendte gerningsmænd har klippet elhegnet over. I søndags var den helt gal, idet hegnet var klippet over ved en låge, ligesom fårenes vandingstrug og nogle reservetanke, som Erik Christoffersen altid har stående, var væltede og tømte. - For det første er det jo alvorligt, at dyr ikke har adgang til vand i sommervarmen, og for det andet risikerer man, at dyrene render ud af marken - og måske ender på en vej, siger Erik Christoffersen, som ikke har meldt hærværket til Hjørring Politi. - Det eneste, der ville ske ved det, er en notits i døgnrapporten, siger Erik Christoffersen, som håber, at mund til mund-metoden kan stoppe hærværket. - Nu bliver der skrevet om det, og det betyder, at mange får at vide, at nogen er på gale veje i området. Det kan være, at det er nok til at det stopper, siger han. Erik Christoffersen vil ikke gætte på, hvem der står bag hærværket. - Men det er ærgerligt, når sådan noget sket, for dyrene og området i det hele taget er til stor fornøjelse for de mange, som hver dag går en tur. Fårene er så tillidsfulde, at mange også har lidt brød med til dem, siger han. Der er kun får på området om sommeren. Om vinteren overvintrer de voksne får på en gård, mens lammene slagtes - i år skal otte lam under kniven midt i oktober. - Jeg har altid 14-20 får på marken om sommeren - så kan de stort set klare sig selv med mad bortset fra i tørre perioder, siger Erik Christoffersen, som håber, at freden atter kan sænke sig over fårene og Bjergene.