Frederikshavn

Hærværk i have

Søndag morgen vågnede et ægtepar på Esbern Snares Vej op til en fuldstændig raseret baghave. Et æbletræ var fældet, rododendroner og kristtjørne trampet ned og ribsbuske savet over. - Min kone var helt i chok, fortæller Poul Lind, der først troede, at æbletræet bare var væltet. Men det var tilsyneladende ikke bare vejr og vind, der havde skabt ravage i haven. Politiets første teori var, at nogle naboer havde set sig sure på parret, men hvis det er tilfældet, er det i hvert fald ikke noget, Poul Lind selv er bekendt med. - Vi har spekuleret over, hvem det kunne være hele dagen, men det bliver vi ikke klogere af. Det virker mystisk, siger han. Også naboerne fik fældet et stort fyrretræ i baghaven samme nat. Og spekulationerne om motivet vil formentligt vare ved. - Om det er et tilfælde, det går ud over os, det ved vi jo ikke, siger Poul Lind.