Hærværk mod børne- mishandlere

Arkivfoto: Grete Dahl

Arkivfoto: Grete Dahl

MOU:Den mor og stedfar, der i sidste uge blev dømt for mishandling af deres 13-årige datter, blev søndag aften og natten til mandag udsat for flere tilfælde af hærværk. Først smadrede gerningsmænd parrets køkkenvindue søndag aften. Otte timer senere blev begge forruder i parrets biler smadret. Og på deres garage er der i løbet af aftenen eller natten med graffiti malet ordene børnemishandler, svin og so. Parret var hjemme i huset i Mou, imens gerningsmændene begik hærværket, og kunne derfor høre, hvordan gerningsmændene var i gang med at rasere hus og biler. Moren ringede begge gange til politiet og anmeldte det. Men politiet kørte ikke ud til parret med det samme. Først i går formiddag tog politiet derud for at begynde efterforskningen. - Hvis parret havde udtrykt frygt for deres liv, da de ringede, havde vi selvfølgelig håndteret det anderledes. Men når der er tale om en anmeldelse om hærværk, så giver det ikke anledning til en anden fremgangsmåde end det vi har gjort, siger leder af vagtcentralen hos Nordjyllands Politi Ole Juul Schmidt. Han slår fast, at politiet er klar til at gribe ind, hvis hærværket imod den 44-årige pædagog og 43-årige sygeplejerske bliver værre. Ifølge vagtchef Jan Stagsted, der i går stod for sagen, er der ingen spor efter gerningsmændene. - Hvis ingen henvender sig med tip om gerningsmænd, bliver sagen svær at opklare. Det er beklageligt, at de, der har begået hærværket, ikke bare kunne lade domstolen tale, siger han. Lige over for parret bor Jette Hansen. - Jeg bryder mig ikke om, at der er begået hærværk mod dem. For når parret kan finde på at behandle deres egen pige sådan, må de have nok problemer i forvejen, siger hun. Hun fortæller også, at der i sidste uge kom tre mænd i en bil, som i lang tid holdt og blinkede ind mod det dømte pars hus for på den måde at chikanere dem. Efter at parret i sidste uge blev idømt fem måneders fængsel for mishandling af pigen, blev deres fireårige fælles søn også tvangsfjernet.