Retspleje

Hærværk mod Den Lille Havfrue

Et af Københavns berømteste vartegn, Den Lille Havfrue på Langelinie, blev natten til i går fjernet fra sin sten og skubbet i vandet af ukendte gerningsmænd.

Et af Københavns berømteste vartegn, Den Lille Havfrue på Langelinie, blev natten til i går fjernet fra sin sten og skubbet i vandet af ukendte gerningsmænd. En politipatrulje opdagede kl. 02.42, at havfruen ikke sad på sin sten, som hun plejer, men lå i vandet nedenfor, oplyser den centrale vagtleder hos ordenspolitiet i København. Politiets teknikere ville senere i går undersøge omfanget af skaderne på den verdensberømte skulptur, og der vil gå et endnu stykke tid, før hun kommer op på sin sten igen til glæde for daglige skarer af turister. Politiet var i går morges uden spor af gerningsmænd til anslaget mod havfruen, som har måttet gå grueligt meget igennem, siden hun blev sat på sin sten i 1913. Seneste alvorlige anslag mod den uskyldige frue var den 6. januar 1998, hvor det blev opdaget, at havfruen havde mistet hovedet - for anden gang. Københavns Politi betragter hærværket mod Den Lille Havfrue med største alvor, og det er drabsafdelingen, der har stået for efterforskningen i de sager, hvor hun har mistet hovedet. I 1998 blev en 31-årig tv-fotograf således varetægtsfængslet 13 dage i isolation for at have stået bag hærværket mod Den Lille Havfrue. Fotografen havde solobilleder af begivenheden og havde efter eget udsagn tjent over 100.000 kroner på at sælge dem. Fotografen blev senere løsladt, og sagen er stadig ikke opklaret. I 1964 skabte det verdensomspændende opsigt, da Danmarks nationalsymbolmistede hovedet for første gang. Skulpturen blev en del af tidens happening-kultur, for kunsten skulle dengang omsættes til begivenhed og aktion, og så mistede havfruen sit hoved. Den 90-årige havfrue blev skabt af kunstneren Edvard Eriksen. Hun er 1,25 meter høj og vejer omkring 175 kilo. Hun blev opstillet på Langelinie den 23. august 1913. /ritzau/