Tyverier

Hærværk og tyveri fra shelter ved Jerup

Borgerforening ønsker hjælp til at komme problem til livs

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Brændeskuret er tomt, og tilbage hænger kun en seddel om at borgerforeningen i Jerup kan udlevere mere træ - til turister. Foto: Hans Ravn

Borgerforeningen i Jerup er løbet ind i et problem. Sheltrene ved Jerup Strand kan simpelthen ikke få lov at være i fred. - Vi er så kede af det, fortæller Birgit Hagerup Christensen, der er formand for Jerup Borgerforening. Borgerforeningen sætter nemlig en stor ære i at præsentere Jerup fra den bedste side - og derfor fører medlemmerne tilsyn med faciliteterne ved Jerup Strand. Men nu er mængden af hærværk og tyverier blevet for stor. Brændetyverier i to år Gennem de seneste to år er der gentagne gange forsvundet brænde fra et skur ved de to sheltre ved Jerup Strand. - Det er jo trælst, at brændet er stjålet, når der kommer turister herned for at sove. Vi har gået og holdt lidt øje med det, og typisk så er brændet stjålet allerede efter et par dage, fortæller Birgit Hagerup Christensen. Som en konsekvens af brændetyverierne valgte Jerup Borgerforening derfor, at kun en minimal mængde brænde blev bevaret ved sheltrene - og turisterne kunne så få udleveret mere hos borgerforeningen. Men det har tilsyneladende ført mere hærværk med sig. Stor bordplade stjålet Da der således ikke var mere brænde at stjæle ved Jerup Strand, så er en massiv egetræsbordplade blevet afmonteret og fjernet. - Vi bliver jo meget kede af sådan noget, og jeg tror da også at andre, som kommer ned og ser det, vil synes, at det er noget mærkeligt noget, siger Birgit Hagerup Christensen. - Det er jo ikke børn, der har ødelagt det her. For de har haft værktøj med for at få skruet den bordplade af. Jerup Borgerforening vil nu melde sagen til politiet - og efterlyser i samme ombæring hjælp til at finde de skyldige. - Hvis der er nogen, der har set noget hernede ved stranden, så må de gerne komme og sige det til borgerforeningen. Så skal vi nok tage hånd om det. Nu er det blevet for meget, slutter Birgit Hagerup Christensen.