Hærværk på skole er opklaret

Fire drenge i 16-års alderen har erkendt at have kastet fyrværkeri-bombe

AABYBRO:Aalborg Politi har opklaret hærværket mod AabybroSkole Vest, der mandag aften 27. december fik et filmlokale raseret af en chrysantemum-bombe. Vicekriminalkommissær Ole Jensen oplyser, at fire drenge i 16-års alderen fra Aabybro alle har erkendt, at de har smed chrysantemumbomben ind i filmlokalet i kælderlokalet på AabybroSkole vest, så dør og alle vinduer blev ødelagt og loft og vægge mærket af sprængstykker fra bomben. De fire drenge er alle sigtet for groft hærværk, og under afhøringerne er det kommet frem, at de købte chrysantemum-bomben for 200 kroner af en mand fra området, og han kan nu vente sig en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven. De fire 16-årige drenge har under afhøringerne også oplyst, at de ikke var klar over, at det var en chrysantemum-bombe, de sprang, eller vidste hvor kraftig og farlig den er, oplyser Ole Jensen. Skader for 50.000 kr. Drengene smed bomben ind i skolelokalet via en ventilationsrist i et vindue, og de blev meget overraskede, da bomben sprang og ødelagde alle vinduer i lokalet. Skolen er igang med at udbedre skaderne. Og indtil videre anslår skoleinspektør Søren Dybdal Møller skaderne til at løbe op i en udgift på 40-50.000 kroner, og der vil blive rejst en erstatningssag mod hærværksmændene.