Hæsblæsende dag for 90-årig

Fodbold 2. september 2002 08:00

AALBORG: Der var rykind som sjældent set tidligere på Provstejorden i Aalborg i går, og ledige parkeringspladser var en mangelvare indtil sidst på eftermiddagen. Da havde dagens fødselar, den 90-årige idrætsklub Aalborg Chang, nemlig "lagt sig" oven på en hæsblæsende dag. Et stort antal gratulanter fandt fra formiddagen vej til klubbens nyrenoverede lokaler, og der blev talt, skålet og råbt hurra for klubben, som trods sin alder ligner en forening, der er gået ind i sin anden ungdom. - Vi er ved at være rigtig godt med igen, som i de gode, gamle Chang-dage, kom det fra formand Børge Søvsø oven på den megen virak, der blev klubben til del, og som man naturligvis satte stor pris på. Festlighederne blev ikke mindre af den forrygende afslutning, overbygningsholdet FC Nordjylland leverede på opvisningsbanen kort efter receptionen, da holdet på et forrygende sidste kvarter vendte 0-2 til en 3-2 sejr over lokalrivalerne fra Hjørring i 2. division. Inden døre havde gæsterne kunnet se en flot tekst- og fotokavalkade fra Changs fortid, materiale udlånt og opstillet af Aalborgs Idrætshistoriske Arkiv. Og blandt et utal af gaver var der et par mere sjældne og særprægede, som nok skal få en fremtrædende placering fremover. En af klubbens gamle spillere, Svend Asger Sørensen, mødte med en trøje årgang 1942. Den var både ældet af tidens tand, blegnet og hullet, men ikke desto mindre i de rigtige striber. Og så mente giveren i øvrigt, at man bare skulle have set de tilhørende bukser - de var nemlig syet sammen af to melsække. Changs tidligere førsteholdsmålmand Erlann Christensen skænkede klubben en pokal, han havde modtaget i 1962. Erlann Christensen var en af få Chang-spillere fra 3. divisionsholdet i 1955, der var mødt. Det var det berømte Chang-hold, som nåede landspokalfinalen, men dog blev slået 4-0 af AGF. Dagen i går var den officielle dato for stiftelsen af Chang i 1912 - et navn, hvis oprindelse man stadig diskuterer. Var det inspireret af en kineser? Var det efter en elefant i Københavns Zoologiske Have af samme navn ? Ingen er vist helt sikre, men tidligere har det været fremme, at navnet ganske enkelt er blevet til efter en af datidens dygtigste fodboldspillere i Aalborg, som hed Jean. Uanset navneoprindelse, så er den 90-årige både levende og initiativrig, og til daglig glæde for et utal af mennesker, som spiller fodbold og tennis, eller som blot er passive medlemmer af Chang. Og Børge Søvsø ser med optimisme hen til den kommende tid, og glæder sig til at kunne byde til 100 års jubilæum om 10 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...