Hæsblæsende heks underholdt gigtramte

Gigt 26. september 2005 06:00

SLETTESTRAND: Det er muligt, at det ikke hjælper at lytte til Dannie Druehyld. Men det gør i hvert fald godt. Hun er nemlig både så rapkæftet og underholdende, at man ikke kan lade være med at grine. Og det er velgørende. Heksen fra Rold holdt hundrede gigtpatienter i ånde ved en timelang, hæsblæsende introduktion til sundhed, sygdom og karma på en temadag om gigt på Feriecenter Slettestrand. Tre sagesløse kvinder og en mand blev brugt som modeller til at beskrive, hvad ansigter fortæller om folk og deres eventuelle helbredsproblemer og temperament. At Dannie Druehyld ramte plet med sine bedømmelser, fremgik tydeligt. Der blev også lyttet intenst, da hun fortalte om virkningen af forskellige alternative teknikker, der erfaringsmæssigt kan hjælpe gigtpatienter. - Akupunktur lindrer smerter, men kurerer ikke gigt. Derimod er kranioskral massage godt, for det får en til at slappe af, og man kommer af med den ophobede væske i kroppen. Gigt skyldes jo væske forkerte steder, i leddene for eksempel. Dannie Druehyld fremhævede også healing, og så er det vigtig med en ernæring, der passer til ens type. Temadagen fortsatte med workshops, hvor netop kraniosakralmassagen var et af tilbuddene, og Marianne Skipper fra Aars var konstant i arbejde til sidste minut, fortæller en af tilrettelæggerne af dagen, Karen Nielsen fra Brovst. - Der var gang i alle fire workshops, også i svømmebassinet, med stavgang og ture med hestevogne. To gigtlæger fortalte om "gode og onde smerter", og deltagerne blev tilbudt ultralydscanning, som også mange ønskede. - Vi begyndte med det alternative og sluttede med det etablerede system. Så var der noget for alle, og jeg er sikker på, at alle fik noget med sig hjem, siger Karen Nielsen. Temadagen var arrangeret i fællesskab af Gigtforeningens Aalborgkreds og Gigtgrupperne i Brovst og Vesthimmerland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...