Hæse hits under Himmerland

Musik 8. oktober 2002 08:00

OPLEV: Stemmen lyder som var dens ejerkvindes følelser slidt ned til hjerterødderne. Men en af 80'ernes store rockvokaler sidder stadigt smukt på den nu 49-årige Bonnie Tyler, der nylig brugte to dage på at forberede en comeback-plade i Himmerlands undergrund. Helt præcist var det i Thingbæk Kalkminer at hun med det Aalborg-pladeselskab CMC optog en række sekvenser som man senere på måneden vil kunne se i TV, når der skal gøres reklame for pladen "Heart & Soul". - Vi fik frokost sammen en af dagene og både hun og hendes mand var meget søde og nede på jorden, siger minens indehaver, Hanne Bach-Nielsen, der fik besøg af det største tv-hold der endnu har været nede i de sær-egne hælvinger. Bonnie Tyler blev især kendt da hun efter en operation på stemmebåndene fik en noget rusten stemme, der skaffede hende tilnavnet "kvindernes Rod Stewart". Talentet fra Wales var dog stort og hun blev kendt for numre som "It's A Heartache", "Total Eclipse Of A Heart" og "Lost in France", hvoraf især de to første ofte omtales som rock-klassikere. Pladen udkommer i Danmark den 28. oktober, og sendes senere ud i resten af Europa gennem det multinationale EMI. "Heart & Soul" vil bestå af numre som andre musikere har gjort kendte men som hun vil give sin egen fortolkning. Blandt andet numre af U2, Bruce Springsteen og Phil Collins.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...