Hæveautomat sprængt i Lønstrup
Pengeboks kunne ikke fjernes, selv om den var hårdt medtaget af kraftig gaseksplosion
Opdateret kl. 13:18
LØNSTRUP: En hæveautomat hos Sparekassen Vendsyssels afdeling på Strandvejen 62 i Lønstrup blev sprængt natten til lørdag.
Ukendte gerningsmænd havde sprøjtet gas ind i automaten, og omkring kl. 03.20 lød et voldsomt brag, da eksplosionen smadrede hæveautomaten og knuste ruder i bygningen.
Trods den voldsomme eksplosion lykkedes det ikke for gerningsmændene at få fat på pengekassen i den sprængte hæveautomat, ifølge Nordjyllands Politi.
Gerningsmændene - som altså ikke fik noget udbytte - kørte fra stedet i en mørk bil i ukendt retning.
Politiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner på tlf. 114.
I morges havde politiet fortsat afspærret sparekassens bygning, mens teknikere undersøgte stedet.
Selv om nattens voldsomme kup mislykkedes, tror politiet, at gerningsmændene formentlig har begået lignende kriminalitet før:
- Det må selvfølgelig være nogen, der har kendskab til, hvordan man gør sådan noget, siger vagtchef Bruno Brix fra Nordjyllands Politi til NORDJYSKE Medier.
Nordjylland har tidligere været ramt af lignende, voldsomme sprængninger af pengeautomater, blandt andet i Blokhus og Hune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.