EMNER

Hæver renten til 2,25 procent

WASHINGTON: Den amerikanske forbundsbank, The Federal Reserve, besluttede tirsdag som ventet at hæve den toneangivne rente med 0,25 procent fra 2,0 til 2,25 procent. Det er den femte amerikanske rentestigning i træk. Federal Reserve sagde, at banken gradvist ville hæve renten fra det hidtidige bundniveau for at komme inflationen i forkøbet. Den enstemmige og ventede beslutning, som blev taget af bankens besluttende organ, Federal Open Market Committee, hæver den toneangivende rente, som påvirker alle kreditomkostninger i hele økonomien, til 2,25 procent fra 2,0 procent. Den amerikanske centralbank begyndte i juni at hæve renten på 1,0 procent, der ikke siden 1958 havde ligget så lavt. Og det er planen at fortsætte med at hæve renten yderligere, så længe den amerikanske økonomi fortsætter sin stabile vækst. Nogle få analytikere spekulerede på, om Federal Reserve ville advare mod en øget risiko for pres på priserne, men centralbanken sagde, at økonomien forblev i balance mellem inflation og fornyet svækkelse. Efter beskeden om rentestigningen faldt dollaren svagt i forhold til euro. Euroen nåede op på omkring 1,3300 dollar fra 1,3285 umiddelbart inden beskeden fra Federal Reserve. /ritzau/Reuters/