Hævn er gadens parlament

Hævninstinktet er så gammelt som mennesket, men det er tillige det mest lave og primitive.

Kriminalitet 1. september 2008 06:00

Vi kender historien fra Bibelens allerførste blade, hvordan Kain af misundelse hævnede sig på sin broder Abel. Gadens parlament var hurtigt ude i befrielsens time i 1945. Selv om vi i Danmark havde afskaffet dødsstraf allerede i 1930, og selv om den sidste dødsstraf eksekveredes her i landet i 1892, genindførte man dog dødsstraf, endda med tilbagevirkende kraft for visse forbrydelser begået under besættelsen 1940-45. Den sidste af i alt 46 henrettelser fandt sted i 1950. Selv om disse henrettelser skete på personer, som havde begået persons- eller landsskadelige forbrydelser, synes genindførelsen af dødsstraf alene at være dirigeret af et primitivt hævnmotiv, et motiv som de beslutningstagende myndigheder ikke har grund til at være stolte af. På Danmarks vegne er der snarere grund til at være skamfuld. Det var også gadens parlament, der umiddelbart efter befrielsen lod det gå brutalt ud over de stakkels danske piger, der havde fornøjet sig med tyske soldater; de blev prompte straffet og skændet. Mange af disse ”tyskerpiger” eller ”feltmadrasser” fik håret klippet af, og andre fik malet hagekors på deres bare krop; fælles for dem alle var, at de blev gennembanket og tvunget til at løbe spidsrod gennem gaderne, hvor de blev tilråbt af folkemængdens hånende råb. Hvis pigernes forhold til tyske soldater fik konsekvenser, så de siden fødte et barn til verden, fortsatte pigernes og børnenes besværligheder; disse tyskerbørn måtte op gennem deres barndom lægge øre til omgivelsernes antydninger om deres herkomst. Aktuelt og i forlængelse af domsafsigelse i den tragiske ”stadionmord-sag”, vrimler det med brutale hævnmotiver. Befolkningen og politikerne er hurtige til at råbe op, hvis de er utilfredse med domstolenes afgørelse i voldssager. Hævn synes at være legitimt, fordi vi ser os selv som utrygge og ukrænkelige individer”. Det kan godt være, at den almindelige borger i en sådan tragisk lokal sag lader sig rive med og leder følelserne råde længere end godt er. Derfor er det godt, at vi i vort land har politikere, der sidder inde med en bundsolid indstilling, der har rod i en sund kristen livsholdning, og som derfor ikke lader sig løbe over ende af folkevrimmelens følelsesladede argumentationer. Spørgsmålet er imidlertid, om jeg sætter mine forventninger for højt. For det kan godt være, at vi har de politikere, vi fortjener; Gud bedre det! Bedst som jeg forventede, at de valgte politikere turde skønne ud fra deres modenhed og dømmekraft, kom der i stedet nogle skuffende udmeldinger frem. Ikke helt uventet lød den populistiske parole fra Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup: ”Tag fløjlshadskerne af; ingen rabat på straf”. Manden fra Danmarks højreekstremistiske parti er altså ikke kommet længere i sin (med)menneskelige indstilling, end at han tror, at straf i sig selv afskaffer forbrydelser. Det må endda være sådan, at når der er tale om forbrydelser begået af mindreårige, vil enhver menneskekender vide, at hård straf gøre langt mere skade end gavn. Den menneskekyndige jurist Beth Grothe Nielsen siger: ”Det er som en naturlov: Enhver anledning til at kræve strengere straf gribes med kyshånd af et flertal af vore politikere”. Det er yderst beskæmmende. Selv landets justitsminister. Lene Espersen, bukker under for den populistiske tendens, idet hun meddelte, at vi har brug for strengere straf. Fra en minister havde jeg unægtelig ventet en mere velovervejet udmelding; for ud over at en sådan melding alene kan tækkes hævngerrige samfundsborgere, hjælper den ikke unge kriminelle. Der må kunne tilvirkes love og forordninger, som er målrettet unge mennesker, der er kommet ud i kriminalitet, fordi hjemmet, skolen og samfundet er kommet til kort. I stedet for egentlig fængselsstraf bør unge lovovertrædere idømmes samfundstjeneste ud fra den tanke, at disse medmennesker skal hjælpes til at blive nyttige samfundsborgere – inden det er for sent. Abraham Lincoln sagde i en tale i Washington D.C. i 1865: ”Jeg har altid ment, at nådens frugt er prægtigere end lovens strenge ord”.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...