Skattepolitik

Hafnia-kunder får ikke afgift tilbage

KØBENHAVN: Omkring 10.000 kunder i pensionsforsikringsselskabet Hafnia Liv, som siden 1993 har været ejet af Codan, må nu endeligt sige farvel til at få i alt 33 millioner kroner tilbage fra Told & Skat. Det står klart, efter at Højesteret fredag satte punktum i den principielle sag. Hafnia Liv betalte i årene 1984 til 1995 mere end de fleste andre forsikringsselskaber i skat - den såkaldte realrenteafgift - fordi reglerne var uklare og dermed åbnede for forskellige fortolkninger. I 1995 blev reglerne gjort klarere, og det blev samtidig slået fast, at de selskaber, der havde betalt mindst, ikke fik en efterregning. Modsat ville de selskaber, der havde betalt mest, ikke få penge tilbage for hele perioden. Juridisk chef i Codan, Søren Theilgaard, oplyser til Ritzau, at Hafnia Liv allerede har fået den indbetalte realrenteafgift for årene 1989 til 1994 tilbage, mens Told & Skat altså ikke ville tilbagebetale pengene for den første del af perioden. - Vi er da kede af, at forsikringstagerne i Hafnia Liv ikke får pengene tilbage. Men vi gjorde et forsøg, og pengene er ikke bogført, så kunderne kommer ikke til at mærke noget tab, siger Søren Theilgaard. Dommen, som først faldt i Østre Landsret og derefter blev stadfæstet i Højesteret, har kostet 1,8 millioner kroner i sagsomkostninger, som Hafnia Liv skal betale inden 14 dage. Dommen betyder desuden, at kunderne i daværende Tryg Baltica og Kgl. Brand, der på samme måde som Hafnia Liv har betalt mere end de øvrige selskaber i perioden, heller ikke får penge tilbage. /ritzau/