Haglbyge af udvisninger blev dyrt for FIK

FIK'erne - med tilnavnet høge - var ved at få luft under vingerne igen i kvartfinalespillet, da de blev ramt af en "haglbyge" af udvisninger, som cheftræner Olaf Eller udtrykker det.

Odense IK Frederikshavn IK 6-4 Ishockey, 3. kvartfinale - Vi får nogle dumme udvisninger, og så får vi nogle meget hårdt dømte udvisninger. I hvert fald hvis man ser på bedømmelsen generelt i kampen, siger den rutinerede træner, der et par gange havde hoveddommer Asger Krogh ude til en dialog ved banden. Det hjalp dog ikke ret meget. Sønderjyden var ganske enkelt ikke vendelboerne venligt stemt og straffede de nordjyske fejl væsentligt hårdere end fynske fejltrin. Og når så samtidig det nordjyske undertalsspil slet, slet ikke fungerer i øjeblikket, så kunne hjemmeholdet gå fra 1-3 til 5-3 på fire overtalsmål. Synd for vendelboerne, der efter 1-8 og 1-4 i de to første kampe ellers havde taget handsken op og virkelig kæmpede for deres chance. Johan Westermark var tilbage på sit normale niveau med mange redninger og fem mod fem fungerede det fint for vendelboerne. Det rakte bare ikke. Nu står fynboerne med matchpucke i de kommende kampe. Bare én fynsk sejr mere og FIK'ernes sæson er slut. - Lad os nu se, om de så vinder den kamp. For os gælder det om at vinde på tirsdag hjemme i Frederikshavn. Så må vi bare se derfra, hvad der sker, siger Olaf Eller, der har prøvet at komme fra baghjul tidligere. For fire år siden gjorde han Rødovre til danske mestre, selv om holdet kun var blevet nummer seks i grundspillet. Netop samme placering som vendelboerne opnåede i årets grundspil, så håbet lever videre.toto Kampfakta: Periodecifre: 1-2, 3-1, 2-1. Mål: 6.58: 1-0 Janis Sprukts ass. Torben Benjaminsen (5 mod 4). 8.45: 1-1 Aleksandr Kuzminski ass. Tomi Jokinen (4 mod 5). 11.47: 1-2 Dan Ceman ass. Christian Schioldan (5 mod 4). 21.26: 1-3 Aleksandr Kuzminski ass. Dan Ceman (5 mod 4). 27.07: 2-3 Thomas Johnsen uassisteret (5 mod 4). 31.09: 3-3 Janis Sprukts ass. Torben Benjaminsen (5 mod 4). 38.14: 4-3 Henrik Benjaminsen ass. Alexander Sundberg og Torben Benjaminsen (5 mod 3). 40.37: 5-3 Aleksandr Macijevski uassisteret (5 mod 3). 42.10: 5-4 Dan Ceman ass. Lars Mølgaard (4 mod 5). 59.19: 6-4 Aleksandr Macijevski ass. Udvisninger: OIK 8 x 2 minutter, FIK 11 x 2 minutter. Hoveddommer: Asger Krogh. Tilskuere: 2310.