Politik

Haitianere kræver præsidentens afgang og skaber uro i gaderne

Fredag kom det igen til voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter i hovedstaden Port-au-Prince.

Demonstranter ses her nær politiets hovedkvarter i Port-au Prince fredag. Demonstranterne kræver Jovenel Moïses afgang.

Demonstranter ses her nær politiets hovedkvarter i Port-au Prince fredag. Demonstranterne kræver Jovenel Moïses afgang.

PORT-AU-PRINCE:Tusinder af haitianere gik fredag på gaden i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, for at kræve præsident Jovenel Moïses afgang.

Det rapporterer lokale medier.

Demonstranterne bar skilte, hvorpå der blandt andet stod "Jovenel Moïse må træde tilbage nu", og de opfordrede FN til at slå hånden af præsidenten.

Sikkerhedsstyrker brugte tåregas, da demonstranter forsøgte at bryde igennem politiets blokader. Det rapporterer nyhedsbureauet Haiti Press Network og Radio Metropole.

Andre rapporter forlyder, at flere mennesker er blevet dræbt af skud affyret af ukendte gerningsmænd. Dette er ikke bekræftet fra officielt hold.

Protester og voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter har rystet Port-au-Port og flere andre byer i Haiti i dagevis, og mange butikker er blevet plyndret.

Port-au-Prince er på randen af en humanitær krise, da flere af byens hovedveje har været blokeret de seneste tre uger, og fødevareforsyningen er ved at være lav.

Myndighederne uddelte torsdag ris i slumkvarteret Cite Soleil i Port-au-Prince, men indbyggere fortæller, at nødhjælpen er kommet for sent, rapporterer Haiti Press Network.

- Hvis vi havde ventet på den, ville vi allerede være døde, siger en beboer, der ønsker at være anonym.

Demonstranter beskylder præsident Jovenel Moïse for at kanalisere penge væk fra Petrocaribe-olieprogrammet, der giver Haiti mulighed for at købe olie billigt af Venezuela.

Den såkaldte Petrocaribe-aftale giver latinamerikanske lande lov til at betale for den venezuelanske olie over en 25-årig periode med kun en procents årlig rente, så længe olieprisen er over 40 dollar tønden. I øjeblikket koster olien i underkanten af 60 dollar per tønde.

Haiti betragtes som et af verdens fattigste lande og er afhængig af udenlandsk hjælp. Landet lider under meget kriminalitet og korruption.

Borgmester i byen Les Cayes Gabriel Fortune fortæller, at præsident Jovenel Moïse overvejer at trække sig.

Præsidenten foretrækker dog ifølge Fortune at udskrive valg i stedet for at følge oppositionens forslag om at nedsætte en kommission, der skal planlægge overdragelsen af magten i landet til et nyt statsoverhoved.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst