EMNER

Haitiske oprørere etablerer eget "land"

Gonaives, Haiti, fredag /ritzau/Reuters Desuden udsendes et mini-portræt af Jean-Bertrand Aristide - - - - - En bevæbnet bande og tidligere soldater, som har skaffet sig kontrol med en by i Haiti, har erklæret oprettelsen af et uafhængigt "land". De har også udnævnt en regering og en præsident, mens internationale diplomater, anført af USA, vil forelægge en plan for den trængte præsident Jean-Bertrand Aristide. Op mod 20.000 mennesker så til på den centrale plads i byen Gonaives i det vestlige Haiti - og fra tage på barakker - mens tidligere tilhængere vendte sig mod Aristide. Blandt dem var Buter Metayer, som småløb ind på pladsen som en anden boksemester med armene i vejret. Han var iført en hvid habit og gyldne solbriller og fik den jublende menneskemængde til at synge: - Hver især er vi svage. Sammen er vi stærke. Sammen udgør vi modstanden. Oprørerne udråbte deres eget "land" med navnet Artibonite, som også er navnet på regionen rundt om Gonaives, hvor der fortrinsvis dyrkes ris. De sammensatte en regering med Metayer, hvis folk drev politiet ud af Gonaives tidligere på måneden, som præsident. I Washington sagde den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, for første gang, at USA er åben over for muligheden af, at Aristide træder tilbage som led i et forsøg på at løse den langvarige politiske krise, som udartede sig til en væbnet opstand den 5. februar. USA accepterede senere at stå i spidsen på en international delegation, som også omfatter franske og canadiske udsendinge i Haiti. Delegationen skal mødes med Aristide lørdag og vil forsøge at overbevise ham om, at han bør opfylde tidligere løfter til oppositionen og mæglere, der skal løse krisen. Blandt løfterne er dannelsen af et bredt funderet råd, som skal rådgive regeringen, udpege en ny premierminister og afvæbne bander, som er allieret med politiske partier. Ifølge planen kan Aristide blive i embedet resten af perioden frem til 2006, men han skal afgive betydelige magtbeføjelser. Powell sagde, at Aristides afgang ikke i øjeblikket indgår i en mulig fredsplan, men han tilføjede i et interview med det amerikanske radioselskab ABC: - I ved, hvis der bliver indgået en aftale, som bevæger sig i en anden retning, så er det fint. Det amerikanske forsvarsministerium oplyste, at det vil sende en lille gruppe på tre-fire personer til Haiti senest lørdag for at vurdere sikkerheden ved den amerikanske ambassade i Port-au-Prince. Aristide har fastslået, at han ikke vil gå af: - Der er ingen tvivl om, at jeg vil være villig til at dø, hvis det er det, der skal til for at forsvare mit land. Op mod 50 mennesker har mistet livet under opstanden. Oprørerne har truet med at indtage hovedstaden Port-au-Prince, men mange tvivler på, at de har tilstrækkeligt med tungt skyts, selv om de har overvundet politiet i de byer, som de har forsøgt at erobre. /ritzau/Reuters