Hajer skriver kontrakt med ung keeper
Mie Sørensen får toårig aftale

Mie Sørensen har fået en toårig aftale med ADH. Foto: Aalborg DH
AALBORG:Aalborg DH har skrevet kontrakt med et af klubbens egne talenter. Den unge målvogter Mie Sørensen er således kommet på kontrakt for de næste to sæsoner.
- Mie er en talentfuld spiller, som, vi mener, kan bidrage til at skabe et stærkt team på målmandspladsen. Hun har allerede i denne sæson givet flere smagsprøver på sit store potentiale, og vi er overbeviste om, at Mie en rigtig person at bygge fremtiden på, lyder det fra cheftræner Robert Gertsen.
- Det har altid været en af mine største drømme at blive fast ligaspiller, og i denne sæson har jeg været så heldig at træne rigtig meget ligaholdet og været med i en del kampe, så nu er mit mål at jeg over de kommende år kan udvikle mig så meget, at jeg kan bide mig rigtigt fast på holdet, siger Mie Sørensen.
- Vi ønsker at udføre en strategi om at sammensætte en ny og spændende trup, som i sæsonen 2015-2016 vil gøre sig gældende i Håndboldligaen, og det er klart, at når vi i Aalborg DH har Danmarks absolut bedste ungdomsafdeling, skal de selvfølgelig tænkes ind i vores langsigtede planer, siger Robert Gertsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.