Færdselsforseelser

Hajtænderne manglede i dødskrydset i Skelund

Et sammentræf af uheldige omstændigheder og uopmærksomhed var formentlig årsagen til trafikulykken, der onsdag aften kostede en kvinde livet i Skelund. Krydset var stadig ikke forsynet med hajtænder halvanden måned efter, der var lagt ny asfalt.

Når man kommer inde fra Skelund som den sorte bil hér, møder man ikke som ellers hajtænder. Onsdag aften overså en bilist sin vigepligt på stedet, og det endte med en dødsulykke. Foto: Martin Damgård

Når man kommer inde fra Skelund som den sorte bil hér, møder man ikke som ellers hajtænder. Onsdag aften overså en bilist sin vigepligt på stedet, og det endte med en dødsulykke. Foto: Martin Damgård

Den dræbte er 46-årige Pernille Gitte Suksdorf fra Amager, der var på vej til feriebyen Øster Hurup sammen med sin familie, da deres bil i krydset Nørrevangsvej/Korupvej blev påkørt med voldsom kraft fra siden. Det var den afdøde kvindes samlever, der førte bilen og ifølge politiet overså sin ubetingede vigepligt. Politiet har endnu ikke afhørt chaufføren og kender derfor ikke hans egen forklaring. Men undersøgelser på stedet har vist, at krydset netop var asfalteret og derfor ikke som normalt var afmærket med hajtænder. - Men der er jo stadig skiltet, som fortæller, at man har ubetinget vigepligt. Det var delvist dækket af en orienteringstavle, men det fortæller jo også, at man kommer til et kryds, så han må helt have overset det, lyder den foreløbige konklusion fra politiinspektør Orla Pedersen. Krydset fik ny asfalt 15. juni, og der er altså gået halvanden måned, uden at krydset er blevet forsynet med hajtænder. Teknisk chef ved Hadsund Kommune, Per Alstrup oplyser, at det ikke er usædvanligt, at der går et stykke tid mellem de to arbejdsgange. - Den nye asfalt ligger typisk lidt, inden der kommer afmærkning på. Vi har udliciteret asfaltering og afstribning, og vi ved jo, at firmaerne samler opgaver sammen i et område, inden de kommer ud og ordner tingene. Vi må jævnligt rykke for afmærkning og er selvfølgelig ekstra opmærksomme, når der som her er tale om hajtænder i et kryds, siger Per Alstrup. I det givne tilfælde har man dog endnu ikke rykket for afstribningen. - Under normale omstændigheder ville vi nok have rykket i den her situation, men alle har jo haft ferie, også det firma, der foretager afstribningen, og derfor er der gået længere tid end normalt, siger Per Alstrup. Efter onsdagens ulykke overvejer han at sætte yderligere fokus på indsatsen over for stribefirmaerne. - Vi gør hele tiden, hvad vi kan for at blive bedre, siger han. Umiddelbart synes Orla Pedersen, at seks uger er lang tid. - Men om det så skal påtales, er det op til juristerne at afgøre, siger han. Først og fremmest kan de manglende hajtænder komme chaufføren til gode, hvis han skal i retten, og det tandløse kryds skønnes at være en formildende omstændighed. Et vidne, der kørte bag den anden bil, som var impliceret i uheldet, har over for politiet oplyst, at der ikke blev kørt for stærkt. - Og det er det eneste, vi har at holde os til. Der var ikke bremsespor, så vi kan ikke derudfra måle hastigheden, siger Orla Pedersen. Der blev rutinemæssigt taget blodprøver for at kontrollere begge chauffører for spritkørsel. Resultatet foreligger dog først om en uges tid. Den dræbtes ni-årige datter blev omgående lagt i respirator ved ankomsten til Aalborg Sygehus. Der forelå intet nyt om hendes tilstand i går. I den anden bil brækkede den kvindelige passager et ben. De øvrige implicerede slap med knubs.