Hak en ny havesæson i gang

Gennemsnits temperaturen for marts er bare 1,6 grad med 18 frostdage. Dobbelt så mange timer sol som i februar, nemlig 120 timer.

Vinter og vinter. Jo vi har den vinter, vi efterhånden har vænnet os til. Bedst som vi venter den, er det forår, og i denne måned begynder havesæsonen så småt. Lyset er for alvor vendt tilbage og med det stiger forårshumøret og energien og for de grønne fingre, kribler det voldsomt for at komme i gang Også hos fuglene kribler det. Det gælder om at finde de rigtige redepladser. Solsortene er i fuld gang med at kæmpe om retten til lejlighed med balkon under carportens tag. Og bierne ja, det har været på vingerne. I første omgang alene for at få tømt tarmen. Det er ikke sket siden, de gik i "vinterstilling" i oktober, november. Men nu kunne de ikke længere holde sig, så de lettede en af de milde dage i februar. Milde fugtige vintre giver masser af mos og ukrudt. Mos er smukt, blødt og sart, og trives fint på græsplænen. Ud over regn skal mos helst have skygge og en ikke for gødet jord. Så hvis du vil af med det, så får det rigtig dårlige betingelser, hvis du giver plænen gødning. Brug en organisk gødning. Der er efterhånden mange at vælge imellem. Her skal du regne med 10 kg pr. 100 kvadratmeter, som alene gives i marts eller april. Vælger du NPK plænegødning, starter du sidst i marts med 2,5 kg pr. 100 kvm. Følg så op i juni og september med samme dosis. Før du gøder, så riv plænen godt og grundigt. Bruger du en rigtig plænelufter med skarpe tænder, som skærer sig gennem græsset, ser det for alvor oprevet og nerveflossende ud for mosset. Den hårdhændede metode skaber luft til græsrødderne, som så får de bedste betingelser i kampen om retten til at bestemme, om din jord skal være græsgrøn eller mosgrøn. Bid tænderne sammen og riv godt og grundigt. Er der huller eller buler i plænen, så jævn ud og fyld op med en god sand og muldblanding. Sandet skal helst være lige så groft, som det der bruges på veje, når der er glat. Jo før du får bugt med dit ukrudt, jo lettere slipper du senere og hvorfor ikke udnytte tiden, nu hvor den er der. Gå ud sidst i marts med hakkejernet, for allerede i marts skyder det af livets lyst. Megen ukrudt sætter hurtigt frø, og så er spredningen allerede godt i gang. Så altså gør det nu, fat hakkejernet eller gasbrænderen. Begge giver varmen. Planteskolerne bugner af det bedste lige nu. Marts måned er en super plantemåned for alt løvfældende og alt med klump. Derimod er det ikke den bedste beskærings måned, og slet ikke for valnød, kastanie og birk, der har en kraftig blødning, når de beskæres nu. Vent til de har blade, eller vent til sidst på sommeren. Selv frugttræerne har bedst af at blive beskåret, når de har blade, og er i god vækst. Sårene efter beskæringen skal hele af sig selv. Ingen maling, ingen voks. Det skader mere end det gavner. Det er nu, du skal tygge havekatalogerne igennem og vælge det bedste til køkkenhaven ud. Hvordan var det nu sidste år? Fik du sået for megen salat, havde du held med ærterne, savnede du jordbærrene, og var der sygdom i kartoflerne? Inden man køber ind, er det en god idé at gå sidste års glæder og skuffelser igennem for ikke at gentage fejlkøb. Flyt rundt på indholdet i bedene, så du ikke sår det samme i samme bed som sidste år. Især er det vigtigt at få flyttet rundt på rækkerne med kartofler. Det ideelle er at vente helt op til 6 år, inden du planter kartofler i samme jord, ellers vil sygdomme dominerer jorden, men så store arealer har de færreste. To år i et sædskifte er minimum. Tre er bedre. En del af de langsomt udviklende sommerblomster sås indendørs allerede i morgen. Jo før, jo mere får du ud af dem. Morgenfruerne kan vente og sås direkte på jorden i april Også tomatfrøene kan du så nu, men inde i varmen. Husk også at sætte kartoflerne til spiring lyst og køligt. Drivhuset skal have en gang brun sæbe. Kom ind i alle kroge og få renset godt ud. Og sæt nye ruder, hvor stormen blæste dem ud. Tidlige grønsager kan sås, især hvis der dækkes med plast i drivbænk eller i drivhuset. Det gælder for eksempel salat, radiser, tidlige blomkål, dild og kørvel. Grav en klump rabarber op og lad den udfolde sig som årets første grøntsag inde i drivhuset.