Hakkebakkeskov med alvorlige budskaber

Instruktøren var også med første gang for 40 år siden

AALBORG:I 1963 spillede Lotte Hermann køkkenmus i Thorbjørn Egners klassiker Dyrene i Hakkebakkeskoven. Og nu - 40 år senere - er både hun og hendes søn dybt involveret i den kendte forestilling. Morskabs-Theatret byder fra i dag og to uger frem på den kendte historie om Dyrene i Hakkebakkeskoven, hvor alt er godt, når ikke lige Mikkel Ræv er på spil. Skuespiller Lotte Hermann, der til daglig har sin gang på JakoBole Teatret, er instruktør for forestillingen, som hun spillede med i for 40 år siden, da det blev opført første gang i København. Bag på omslaget af den LP, der blev indspillet dengang, står hun opført på rollelisten som køkkenmus. - Jeg var elev på Det Ny Teater og fik rollen som musen, der overtales af ræven til at aflevere en skinke, husker hun. For Lotte Hermann er Dyrene i Hakkebakkeskoven langt mere end det naive og lidt tuttenuttede univers, som figurerne bevæger sig rundt i. Hun ser både en klar morale og religiøse budskaber i stykket. Klar morale - Selv om Morten Skovmus er et af de mindste dyr i skoven, får han indført en lov, der får selv Mikkel Ræv til at opføre sig socialt. Moralen er, at vi kan hjælpe hinanden lige meget, hvor små kræfter vi har - alle har noget at bidrage med. Det er et vigtigt budskab i dag, hvor de flestes selvværd er meget lille. Vi ser hele tiden det ypperste: smukke og kloge mennesker. Gamle mennesker, der ikke ser gamle ud. Men hvor er varmen og venligheden, og det, at vi har noget at give til hinanden?, spørger instruktøren. Stykket leder også hendes tanker hen på Det Nye Testamente. - Her er budskabet, at vi kan være meget mere for hinanden. Dyrene i Hakkebakkeskoven har samme budskab. Trods instruktørens øje for stykkets dybere budskaber, er der masser af underholdning og komik i forestillingen. Det er blandt andet Lotte Hermanns søn, Jacob Sheppard, med til at sikre. Markant kropssprog Han står for koreografien og lader dyrene i forestillingen bevæge sig i et markant kropssprog, hvor for eksempel bagermester Harepus og hans lærling hopper rundt i bagerforretningen, og musene ind imellem lader en pote glatte et øre. - Der skal være humor i det, og det skal være mættet af liv. Derfor har jeg lagt karakterdans ind i forestillingen. Jeg kan godt lide forestillinger, hvor der er koreograferet stramt - det giver det hele en "krop", og det er vigtigt, synes jeg. Netop i så abstrakt et univers som Hakkebakkeskoven må det gerne være tydeligt, at det er teater. I de to foregående sæsoner har Morskabs-Theatret spillet et andet af nordmanden Thorbjørn Egners stykker - nemlig Folk og Røvere i Kardemomme By. Dengang var publikumsinteressen stor, og det er den også i år. Der er så godt som udsolgt til forestillingen, der har premiere på lørdag 11. oktober og spiller frem til 26. oktober i Aalborg Kongres & Kulturcenter.