Hal kan åbne igen efter lappeløsning

En midlertidig reparation af taget på Dronninglund Hallerne gør det igen muligt at bruge hal 2

Jesper Ramsing
Taget på Dronninglund Hallerne er lappet sammen, så det igen er sikkert at færdes i hal 2. arkivfoto: Kurt Bering
Dronninglund 3. januar 2007 05:00

DRONNINGLUND: Fra på torsdag er det igen sikkert at færdes i Dronninglund Hallerne. Siden 20. december har hal 2 været lukket på grund af nedstyrtningsfare, fordi taget på hallerne er i ekstrem dårlig stand. Men håndværkerne er altså begyndt at lappe på skaderne, så tagkonstruktionen skulle være i stand til at holde sig oprejst. - Vi har set nærmere på taget, og vi kan godt åbne hal 2 igen midlertidig uden fare for nogen. Og jeg håber, at det sker senest torsdag. Håndværkerne går i øjeblikket og skruer åserne fast, så det kan holde, siger bestyrelsesformand Ole Petersen og understreger, at hallen kun er åben så længe der ikke er nogen fare. - Der skal ikke herske nogen tvivl om, at sikkerheden for hallens brugere er i højsædet, siger han. Hallen blev lukket efter et ingeniørfirma havde tilset det lidende tag. Og fordi taget er meget utæt, så er isoleringen blevet våd - og dermed meget tung. Og det skabte altså fare for nedstyrtning. Men selvom håndværkerne nu går og lapper på tagkonstruktionen, så er problemerne med utætheder stadig lige stort, bemærker Ole Petersen. - Taget er jo stadig utæt, og isoleringen meget vådt. Og det er en midlertidig løsning, siger han. For presset kan vise sig at blive for stort, hvis vinteren lige pludselig melder sin ankomst og sneen for alvor begynder at falde. - Det er klart, at hvis vi pludselige får en masse tungt tøsne, så er det en anden situation, siger han. Ole Petersen venter nu på, at ingeniørfirmaet skal afsluttet rapporten om hallerne. Den skal nemlig pege på, hvordan hallerne får løst problemerne. - Jeg kontakter ingeniørfirmaet for at få at vide, om vi kan køre videre med taget som det er i en hel sæson, eller om der skal gøres noget nu. Og så venter jeg selvfølgelig også i spænding på, hvordan forsikringsselskabet forholder sig, siger Ole Petersen. Renovationen af taget er nemlig blevet tre gange så dyr, som det beløb der er afsat på det kommunale budget. Derfor håber Dronninglund Hallerne, at der er forsikringskroner at hente.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...