EMNER

Halbrand farlig for foreningsliv

Foreningslivet i Vrå skal gå videre, selv om byens samlingssted - Vrå Hallen - natten til søndag brændte ned til grunden. Det var den vigtigste konklusion efter et krisemøde i aftes.

Vrå hallen nedbrændt
Foto Hans Ravn

Vrå hallen nedbrændt Foto Hans Ravn

Cirka 20 politikere, foreningsfolk og medlemmer af halbestyrelsen mødtes for at diskutere, hvordan de skal løse de mange problemer, der er opstået i kølvandet på hal-branden. Der var især bekymring for byens lokale foreninger. - Hvis en forening ligger stille en sæson, er der stor fare for, at den går i stå, sagde Torben Fisker, formand for Vrå Hallens bestyrelse. På mødet kom flere ideer til, hvordan man forhindrer, at foreningslivet i Vrå går i stå. - I første omgang laver vi en ”lokale-børs.” Det vil sige, at alle der har mulighed for at låne lokaler ud til de foreninger, der plejer at bruge Vrå-Hallen, skal henvende sig til mig - så fordeler jeg lokaletimerne, så alle foreninger får deres del, sagde halbestyrer Alex Rasmussen. Han får i den kommende tid kontor på kommunekontoret. Herfra skal han koordinere de mange aktiviteter, der nu går i gang. - Jeg er glad for, at vi har så godt et samarbejde med kommunen, sagde halbestyren efter mødet. Det var formanden for kulturudvalget i Løkken-Vrå Kommune Sven Bertelsen (UP), der havde indkaldt til mødet i aftes, og han er glad for den opbakning, der viser sig at være fra både skoler og andre foreninger i området. Sven Bertelsen (UP) forsikrer, at politikerne vil gøre, hvad de kan for at løse de mange problemer, hal-branden giver. Der er for eksempel ingen planer om at tage driftstilskudet fra hallen, og hallens medarbejdere kan også beholde deres job. - Der bliver nok at tage fat på, men det er meget anderledes opgaver, end vi er vant til, sagde Alex Rasmussen efter mødet. I dag går politiet i gang med de tekniske undersøgelser på brandstedet. Hjørring Politi arbejder stadig ud fra en teori om, at halbranden var påsat. Først når politiet har kigget på skaderne, bliver stedet frigivet, så forsikringsfolkene kan komme i gang med at vurdere skadernes omfang. Imens er Alex Rasmussen allerede i gang med at finde ud af, hvordan fodboldholdene kan spille deres kampe i de kommende uger