Halkær Kro & Kulturhus udvider menuen

Isolering med miljøvenligt træfiber varsler flere aktiviteter som de første værelser til overnatning.

I december 2012 fylder Halkær Kro & Kulturhus 20 år, og indvier samtidig koncert- og spisestedets første værelser til overnatning. Sådan lyder planen netop nu, hvor frivillige i samarbejde med lønnede håndværkere isolerer den rundt regnet 150 kvadratmeter store førstesal og alle hulmure med miljøvenligt træfiber. - Vi regner med at indrette to til fire kroværelser på førstesalen til især musikere, som vi jo ellers er tvunget til at sende andre steder hen, men også til koncert- og spisegæster, fortæller tovholder for isoleringsprojektet, Peter Søndergaard. Han forventer, at dele af førstesalen bliver lejet ud til eksempelvis foreninger, og måske indretter ekspanderende Halkær Krokøkken fast kontor. Byrådets udvalg for sundhed og bæredygtig udvikling bidrager med næsten 73.000 kroner til isoleringen, mens Halkær Kro & Kulturhus betaler et lidt mindre beløb. - Tiltaget sparer os for omkring en tredjedel af olieforbruget svarende til rundt 15.000 årlige kroner, fremhæver Peter Søndergaard, der baserer regnestykket på tal fra en energikonsulent og fra leverandøren, Dansk Træfiberisolering. Firmaet producerer Danmarks eneste FSC-certificerede isoleringsmateriale, og i følge Dansk Træfiberisolering binder en enkelt kubikmeter 38, 1 kilo CO2 mod Rockwools 27,2 og glasulds 20,45, mens forbruget af energi til produktionen ligger rundt regnet en tiendedel under de gængse typer. I næste uge kommer gipsloftet formentlig på plads, og selv om de endelige planer rækker to år frem, kan eksempelvis foreninger allerede nu forespørge om eventuelle lejemål på førstesalen. - De skal blot være villige til at finde sig i en indtil videre lidt rå stil, noterer Peter Søndergaard.