Halkær Kro satser på åbne torsdage

Kroen i Halkær er andet og mere end et landskendt koncertsted, og nu indfører Halkær Krokøkken torsdags-åbent stort set året rundt.

Premiere: Halkær Krokøkken åbner for økologisk hverdagsmad, salg af lokale økoprodukter og kunstudstillinger på torsdage året rundt. Privatfoto

Premiere: Halkær Krokøkken åbner for økologisk hverdagsmad, salg af lokale økoprodukter og kunstudstillinger på torsdage året rundt. Privatfoto

Torsdagscafeerne byder på økologisk buffet, adgang til køb af lokale produkter.og kunstudstillinger - Det handler om at skabe mulighed for at spise økologisk ude på en hverdagsaften til en overkommelig pris, fremhæver initiativtager og indehaver af Halkær Krokøkken, Edith Agerbo. Krokøkkenet køber udelukkende hele dyr hos lokale leverandører. - Derfor kan det lade sig gøre at holde prisen på en buffet nede, men det bliver ikke dyre stege og avancerede retter, der kommer på bordet. Til gengæld satser vi på hverdagsmad med masser af grøntsager. - Og vi serverer altid mad til både vegetarer, kødspisere og allergikere, noterer Edith Agerbo. Halkær Krokøkken har meldt sig ind i det nystartede Halkær Kro initiativ Økologisk fra Halkær Ådal, der også rummer lokale øko-producenter og øko-importører. Foreningen samarbejder om at udvikle produkter fra Halkær Ådal, og de første af slagsen kan nu købes i cafeen hver torsdag som frankfurtere, lam, gris, leverpostej, kalvefars, rugbrød og vin. Krokøkkenet tester løbende nye lokale produkter, og under torsdagens premiere afprøver Edith Agerbo og co. en kompot af aronia alias sortbær eller surbær sammen med æble. -Nogle kalder aronia en af verdens mest kræftforebyggende frugter, bemærker Edith Agerbo. Alle torsdage inviterer kroen også inden for til skiftende udstillinger med kunst, og Helle Friis Olsen fra Spentrup indvier med malerier og såkaldte puslebilleder. - Jeg tror naturligvis på, at torsdagscafeerne skaber blå tal på bundlinien. Gør de ikke det, laver vi konceptet om, siger Edith Agerbo. - Torsdagsåbent er under alle omstændigheder kommet for at blive.