Halleluja over hele verden

En stormvind af en miralkur har lagt sig over Nørresundby. Næste stop er Cuba fra i dag og Florida - efter Island ugen, der gik

Cuba 1. december 2002 07:00

KKirken er et sted for de hungrige og de tørstige. Charles Ndifon, afrikansk mirakelmager, efter almindelig folkekirkelig vurdering, er på banen. Stedet er Solsidehallen i Nørresundby. Det syder. Denne aften, den sidste af i alt fem i ugens løb, er der 1200-1300 deltagere. Ganger man det med antallet af aftener plus et par formiddagsforestillinger, er vi på et sted op mod de 10.000. De strømmer til fra nær og fjern. Her som overalt i verden: 7.-10. november var det i Los Angeles. 17.-22. november i Nørresundby. 23.-26. november i Island. 1.-7. december Cuba. 9.-15. december Destin, Florida. De hvide plasticspande går rundt. Vi sår et sædekorn for Vorherre og denne gang for Cubas fattige. Cuba er destinationen efter Island. Vi tror, måske i et naivt øjeblik, at pengene fysisk vil gå til Cubas trængende. Vi kan lige så godt tro, at de går til teamet, der nu er på vej oversøisk. Vi skønner, at 10.000 deltagere har bidraget med en halvtredser i bøtten. Så er vi et sted på omkring den halve million. Fra medlemmer af de 11 frikirker, som har stået sammen om projektet i Solsidehallen, erfarer vi, at arrangementet beløber sig til en udgift på omkring de 250.000 kr. Der er penge til Cubas fattige, omend de måtte tildeles dem i form af bøn og håndspålæggelse. Charles Ndifon udretter mirakler. Ingen tvivl om det. Men hvorfor er det nu lige, at verden stadig sulter, og at mange mennesker er i nød, når det kan klares pr. mobil eller en klud? Vi spørger? En medicinstuderende fra Syddansk Universitet, Majbritt Bruun Andersen, har netop fået en prægraduat-afhandling godkendt om, at der er mere mellem himmel og jord. Hun er frikirkemedlem og har sat sig for, at viderebringe en videnskabeligt forsvarlig belysning af det. Mens en dansk tv-station tryllebinder folk med "Åndernes Magt", sidder en dansk folkekirkepræst tilbage og stiller spørgsmål til, hvad det er, folkekirken har forsømt. Vindere og tabere Det, man på sidelinjen oplevede ved en aften i Solsidehallen, var, at der var flere vindere end tabere. Og at stedet var et samlingssted for mange mennesker i nød. Ud fra en absolut forsigtig undersøgelse vurderede vi, at der ikke kan drages tvivl om, at troen kan flytte bjerge. Og ikke mindst stemningen. Vi oplevede skæbner. En af dem stod på scenen, fortalte om sin brystkræft, strålebehandling og forbrænding af lunger, som gjorde, at hun ikke kunne løfte den ene arm. Kunne hun, når hun havde stemningen og heppekoret med sig? Javist kunne hun så. Vi oplevede en ældre dame, som af svigerdatteren, medlem af baptistkirken, var taget med denne aften. Svigermor kom dertil i rullestol med iltapparat. Svigermor kunne godt gå lidt inden, erfarede vi. Af to hjælpere blev hun trukket op af rullestolen, støttet til at gå rundt foran forsamlingen. Halleluja, hun går. Iltapparatet blev lagt tilbage i rullestolen. - Hun skal ud i frisk luft, sagde hjælperne, som trak hende rundt. Ugen efter, meddelte hun til NORDJYSKE: - Jeg har ikke lyst til at medvirke i en artikel i avisen. En yngre kvinde, som var med på mobillinjen til en veninde, som havde eksem, har vi ikke hørt fra, selv om vi har indtalt besked'er på både fastnet- og mobiltelefon. To kvinder, mor og datter, som i tidnød, fordi de havde lånt bil og skulle tilbage til Asaa inden for aftalt tid, lod sig håndspålægge af en af Charles Ndifons hjælpere. - Det var mærkeligt, siger datteren Betina Appel Gren, efterfølgende. Hun vil ikke afsløre, hvad hun kom for, men fortæller, at det ikke har hjulpet. Men hun oplevede noget besyndligt, at hun knækkede sammen, da hun blev håndspålagt. Moderen synes, hun har fået det lidt bedre med sin skulder. En lærer kontaktede avisen og snakkede om en pengemaskine. Hun var taget til Nørresundby og blive fri for efterveerne efter en hjernebetændelse. Det hele er bundet op på penge. De første tre kvarter af seancen gik på, som hun oplevede det, at man skulle købe cd'er og bøger, og hvem gør ikke det. Man vil da ikke spænde ben for miraklet, siger hun - uden overskud til at stå frem med navn. Charles Ndifon udretter mirakler. Ikke kun ved bøn og håndspålæggelse. Han gør det også via mobiltelefon. En pæn del af de 1200-1300 mennesker, der var til stede i hallen denne sidste aften, bevægede sig op mod podiet, hvorfra han havde salen i sin hule hånd. De havde mobilerne fremme. Numre til syge venner og bekendte var tastet ind. - Halleluja, over hele verden. - Har I dem på linjen nu. - Spørg dem, om de vil have et mirakel. - Spørg dem, om de er klar til et mirakel nu. - Vink, hvis de siger ja. Ikke uventet flagrer vinkende hænder i luften. Hvem vil ikke gerne opleve et mirakel, hvis man har ondt i sjælen eller i kroppen. - Forsvind nu i Jesu navn, lyder kommandoen. Og der er sket mirakler. NORDJYSKE Stiftstidendes medarbejdere var på sidelinjen for at få telefonnumre til senere kommentar om oplevelsen. Louise Nielsen, 16 år og elev i 10. klasse i Aabybro havde veninden Lise Fuglsang fra Gjøl på mobillinjen. Lise, der har døjet med en slags kløende astmaeksem det meste af sit liv, har oplevet et mirakel. - Jamen, det hjalp. Pludselig kløede det ikke mere, fortæller Lise. Jeg er chokeret, og hun (Louise) er chokeret, siger Lise Fuglsang. Det lykkedes imidlertid ikke Lone Færch fra Brovst at befri sin veninde for en depression med angst. - Hun sagde, hun sov godt om natten, men nej, det hjalp ikke rigt|gt, siger Lone Færch. Men til gengæld har Louise Færch oplevet sit livs mirakel. Sønnen, på 19 år og stofmisbruger i tre år. Han bor for sig selv i Aalborg. Frelst af Herren Lone Færch er opdraget inden for Missionsforbundet, og skoleleder for et socialpædagogisk værested i Brovst. Sønnen har aldrig bekendt sig som troende, men da han om onsdagen, to aftener før denne alligevel tog til Solsidehallen blev han frelst af Herren, og han vil nu gå til såkaldte Alpha-møder til et nyt liv med Herren. Han er frelst af Jesus. Fysisk tilstedeværelse betyder mindre for frelsen. Et stykke stof, et tørklæde, et tommetørklæde, kunne det i velsignelsen være midler til at bringe miraklet frem. Mens folk rakte tørklæde, trøjer og hvad der måtte være ved hånden, velsignede Charles Ndifon. Tøjdelene kunne tages med hjem til nødlidende venner eller bekendte - eller lægges på egne svagheder. Vi så en kvinde med et blindt øje lægge tøjdelen på øjet. Vi så intet mirakel. Jens Dammeyer, sognepræst ved Hasseris Kirke og medlem af et stiftsudvalg for nyreligiøsitet, stiller opklarende spørgsmål: - Hvis du ikke står med et svar til de mennesker, der ikke sker noget med, har du et problem. I folkekirken lægger man også hånd på mennesker og beder for dem, men hvis man binder resultatet op på størrelsen af deres tro, opstår problemerne. Jesus selv bad også om at blive fri for at blive korsfæstet. Man skal have et svar parat, når ting ikke få i opfyldelse, ifølge Jens Dammeyer. - Som folkekirke har vi nok ikke været gode nok til at tale åbent om de religiøse/overnaturlige dele i de sidste 10-20 år, siger han. Resultatet synes at være, at folk tager alt til sig ukritisk uden at tænke på, at noget er godt, noget andet skidt, og at det ikke behøver at være det ene eller det andet som diamentrale modpoler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...