Hallelujah - det er jul: Ingen jul uden Händels "Messias"

Men det store kor til "Messias" er altså hørt bedre end i år

Malin Christensson var perlen under opførelsen af ”Messias”

Malin Christensson var perlen under opførelsen af ”Messias”

KONCERT: G.F. Händel: ”Messias”

Det bliver ikke rigtigt jul, før man har hørt Messias. I Hovedstaden skal der efter sigende være mere end 40 forskellige opførelser her i december måned, så her finder man en Messias for enhver smag. Samme luksus har vi andre ikke; til gengæld kan vi hvert år se frem til genhøret med musikken og de samme musikere og kor, og samtidigt fundere lidt over, hvor forskelligt denne fantastiske musik alligevel kan udfolde sig med skiftende dirigenter og soliser. Der er virkelig stor forskel fra år til år, men gudskelov finder man altid noget at glæde sig over. Händels ”Messias” er opløftende musik, og så er den slidsærk.

Miklos Sebestyén.

Miklos Sebestyén.

Blandt lyspunkterne i år var især de fire solister, tre svenske sangere, Malin Christensson, Maria Forsström og Anders Dahlin, samt den ungarske basbaryton Miklos Sebestyén. Alle fyldte de scenen ud og gav et flot dramatisk udtryk til teksterne. Tenoren Anders Dahlin imponerede med sin smidige og velartikulerede stemme og et foredrag, som ubesværet skiftede mellem det lyriske og det dramatiske. Alt-partiet blev varetaget af mezzosopranen Maria Forsström, som fyldte sin rolle smukt ud, selvom hun ikke var i besiddelse af den ægte, varme alt-timbre. Bas-barytonen Miklos Sebestyén sang med den smukkeste bas-timbre og med usvigeligt sikre melismer, uden på noget tidspunkt at miste overblikket over de store linjer i musikken.

Koncertens perle

Men perlen i kvartetten var uden tvivl sopranen Malin Christensson med et vidunderligt levende foredrag. I arien ”Rejoice Greatly” forlenede hun melodiens turbulente melismer med den allerstørste ro i frasering og udtryk, hvor intet blev tabt på gulvet. Hendes version af dobbeltarien ”He shall feed his flock” med den vuggende siciliano-rytme kunne smelte en sten, ja selv en anmelders hjerte.

Det 70 m/k store kor (Filharmonisk Kor plus Thisted-koret) er hørt mere sammenhængende og overbevisende end denne aften. Meget arbejde var blevet brugt på at gøre teksten og temaerne tydelige og klare og klangen pæn; men det gik - især i 1. del - ud over engagementet og glæden (”For unto us”), som er så vigtigt i Messias. Men vigtigst af alt, så savnede man de dansende rytmer, som gør de lange melodilinjer levende og bevæger lytterne. Først i 2. del med ”Let us break their bonds” begyndte tingene for alvor at hænge sammen. I ”Hallelujah” koret var det umuligt at træde ved siden af, især med orkestrets pep section (de to trompeter og pauker) i ryggen.

Anders Dahlin. Foto: Karsten Movang

Anders Dahlin. Foto: Karsten Movang

Orkestret med den unge svenske dirigent Olof Boman stod mere anonymt i opførelsen. Strygerklangen og det akkompagnerende orgel leverede en varm grundklang for solister og kor, men man savnede den dynamik og artikulation i spillet, der kunne fungere som springbræt for sangerne; Händel kom aldrig rigtigt til at danse, hvilket nogle musikkendere ville mene var en forbrydelse. Koordineringen mellem solister og orkester var ikke optimal, og man savnede også farver i strygerklangen; var der i det hele taget træblæsere med, udover fagotten på continuo-stemmen? Theorben markerede sig dog smukt i en håndfuld af recitativerne. Til positivsiden skal dog nævnes den usædvanligt sordinerede strygerklang i bas-recitativet ”For behold, darkness shall cover the earth”, som fremhævede Sebestyéns smukke bas-timbre på fornemste vis.

Lyspunktet var orkestrets nye stemme på solo-trompeten, den ganske unge Camilla Simensen, som ganske overstrålede Miklos Sebestyén i bas-arien ”And the trumpet shall sound”. Den ikke bare lød, den blitzede og varmede som solens stråler. Glædelig jul!

G.F. Händel: ”Messias

Aalborg Symfoniorkester

Filharmonisk Kor, Thisted Kirkes Drenge- Mandskor

Dirigent: Olof Boman

Solister: Malin Christensson, Maria Forsström, Anders Dahlin, Miklos Sebestyén

Musikkens Hus torsdag aften.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden