Hallen fylder 25 år

Lørdag 8. oktober fylder Thorup-Klim Hallen 25 år, men festlighederne i anledning af jubilæet indledes allerede lørdag 20. august.

- Vi i TØK 2000 er både stolte af og glade for at have hallen til rådighed. Derfor vil vi som forening i løbet af det næste halve års tid have flere arrangementer, der hylder hallen, fortæller formand Claus Bennetsen. - Vi indleder festlighederne allerede lørdag 20. august, hvor ligaholdet fra HF Mors har flyttet deres hjemmebane herud. De vil spille to træningskampe mod henholdsvis Lemvig-Thyborøn Håndbold og HC Midtjylland. - Også i børnerækkerne har HF Mors flyttet kampe herud for at glæde os. Der skal spilles kampe både i U10- og U12-rækkerne. - Der bliver således en hel dag med håndbold i høj kvalitet. Vi håber, at mange vil benytte lejligheden til at se et lokalligahold spille i hallen og hjælpe os med at fejre vores hal. Også Bokseklubben Orion vil være med til at hylde Thorup-Klim Hallen. Det sker ved et større boksestævne, der får deltagelse af boksere fra den tyske Bundesliga.