Arden

Haller uden fondshjælp

Arden Hallerne må skære halvanden million kroner

ARDEN:Arden Hallerne må klare sig uden økonomisk tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden, når den selvejende instuitution om få uger sender projektet til en snes million kroner i licitation. Midtvejs i afsøgningen af egnede tilbudsgivere - den såkaldte prækvalifikation eller begrænsede licitation - indløb nemlig en kedelig telefonisk besked fra den tipsmiddeldrevne fond: Beklager venner, I får ikke de ansøgte halvanden million kroner fra os. - Vel ikke den store overraskelse, men alligevel brandærgerligt. Forud for licitationen må vi nu bede arkitekt og ingeniør tilrette projektet, så det matcher de nye betingelser. Vi har ikke andre muligheder for at skaffe halvananden million kroner, beklager Ove Hjort fra Arden Hallernes forretningsudvalg. For at komme ind i varmen hos Lokale & Anlægsfonden nytter det ikke at præsentere et ordinært projekt - "et maskinhus", som kommunens halprojektmagere for halvandet års tid siden fik at vide på et fællesmøde med fonden. - Op mod 500 danske idrætshaller renoveres i disse år, og fonden vil væk fra fordums lukkede kasser og frem mod åbne og multianvendelige forsamlingshuse. Og et stykke ad vejen opfylder vi da også kravene - eksemplevis om handicapvenlige forhold. Men vi har ikke råd til fancy løsninger med flotte facader, svajede tage og buede lofter, bemærker Ove Hjort. Firkantet sagt skulle Arden Hallen bruge mindst tre millioner kroner ekstra for at gøre sig håb om at få halvanden million kroner i tilskud. - Og det hænger jo ikke rigtigt sammen. Det fik os til at stå af, hvorfor afslaget fra fonden var at vente, forklarer Ove Hjort. Licitationen Lige nu handler det om at finde op til syv egnede entreprenører som deltagere i den egentlige licitation. Prækvalifikationen giver Arden Hallerne adgang til at regnskabstjekke og få dokumenteret de udbydende firmaers præstationer på byggemarkedet de seneste tre år. Det giver udbyderne den fornødne garanti, inden udbudsmaterialet udsendes i uge 36. Herefter får de inviterede udbydere tre uger til at afgive tilbud. Prækvalifikations-runden slutter 27. maj. Halbyggerierne Travlest får de firmaer, som byder ind på at renovere Arden Svømmehals svømmebadsteknik og overløbsrender, etablere nyt ventilationsanlæg og ombygge eksisterende teknikrum. Håndværkerne får nemlig kun skolebørnenes sommerferie og efteråreferie samt tiden imellem til at arbejde i det tomme bassin. Resten af 2005 kan de koncentrere sig om at etablere varmtvandsbassin, omklædningsrum og teknikkælder. Mere tid får de firmaer, som skal nyopføre den 1080 kvadratmeter store træningshal. Og sammenbygge hallerne med en 430 kvadratmeter stor "banegård" med café-område, nyt køkken, nyt aktivitetscenter samt lave forbedringer i den gamle hal. Byggeperioden løber fra uge 41 frem til skoleferiens start i 2006.