Vikingetid

Hallo, der er en viking i røret

Nye virkemidler tages i brug for at tiltrække flere gæster til Fyrkat.

Thorsten Ulveøje udfordrer fremover gæsterne - måske især de yngre - på Fyrkat. Han ringer op, når man sms'er til ham.Fra plakat: Nordjyllands Historiske Museum

Thorsten Ulveøje udfordrer fremover gæsterne - måske især de yngre - på Fyrkat. Han ringer op, når man sms'er til ham.Fra plakat: Nordjyllands Historiske Museum

"Hvad skuer mit ulveøje? Er dette Fyrkat? Hvor er den fæstning, jeg er ved at bygge?" Sådan præsenterer Thorsten Ulveøje sig, når han ringer op - på tværs af tusind års tidsforskel. Han er Harald Blåtands ypperste vikingekriger, kan se ind i fremtiden med sit gule øje og har lige nu rygende travlt med at hjælpe sin herre og konge med at befæste riget. Den tapre kriger er blevet vakt til live af Nordjyllands Historiske Museum, der i går kunne præsentere det første resultat i projektet "Vikingernes Land": Et projekt, der skal trække flere gæster til vikingelokaliteterne Fyrkat, Aggersborg, Sebbersund og Lindholm Høje. Første slagnummer er "Thorsten Ulveøje", som især henvender sig til store børn med mobiltelefon. Man kan nemlig sms'e til ham, når man besøger for eksempel Fyrkat. Så ringer han op og stiller syv gode spørgsmål. Svarer man rigtigt, kan man til sidst opgive sin e-mail-adresse og få tilsendt et flot diplom. - For at finde svarene er man nødt til at gå rundt på Fyrkat. Man oplever noget mere af historien, når man bevæger i den fysisk, forklarer museumsinspektør Elisabeth Barfod Carlsen fra Lindholm Høje Museet.